Motatos' vækstrejse skudt godt i gang efter første år i Danmark - Madspilds-supermarkedet klar med årets resultat
Det er med stor tilfredshed, at Matsmart-Motatos koncernen kan konstatere en flot vækst global set, og ikke mindst fine takter i Danmark efter online-supermarkedets første år her. I alt har danskerne været med til at redde mad fra at gå til spilde svarende til 17,6 millioner (24 millioner SEK) i 2020, og væksten er i slutningen af året accellereret til 20% om måneden.
Online-supermarkedet Motatos gjorde i slut 2019 sit indtog i Danmark. Nu foreligger det første danske årsresultat for virksomheden, der har specialiseret sig i onlinesalg af mad- og forbrugsvarer, der ellers ville være endt i skraldespanden pga. for kort udløbsdato, fejl i emballagen eller andet.
I Motatos' første år i Danmark, 2020, udgjorde virksomhedens omsætning 17,6 millioner (24 millioner SEK), hvilket svarer til, at danskerne har reddet ikke mindre end 236 ton mad fra at ende i skraldespanden. Da der ikke foreligger 2019-tal at sammenligne med, er det ikke muligt at pege på udviklingen på årsbasis endnu, men ved årets slutning kunne der konstateres en markant månedlig vækst.
"Motatos' forretningskoncept - at redde madvarer og andre produkter fra at gå til spilde - er blevet taget rigtig godt imod af danskerne, der både er meget bevidste om udfordringen med at undgå madspild, og også meget prisbevidste. Især slutningen af året viste en tydelig acceleration i væksten, hvor vi kunne konstatere en stigning på 20 % fra måned til måned. Nu glæder vi os til at fortsætte de positive takter, og bidrage til at danskerne kan redde endnu mere mad fra at gå til spilde," siger Landechef Kasper Stærk.
På det globale plan kan Matsmart-Motatos koncernen også glæde sig over en generel vækst i både omsætning og i antal ton mad, der har kunnet reddes fra skraldespanden.
Koncernens omsætning udgjorde således 360,7 millioner (493 mio. SEK), hvilket er en stigning på 33% fra 2019 (371 SEK), og på hjemmemarkedet Sverige blev 8.952 ton mad og forbrugsvarer reddet fra at gå til spilde, en stigning på 77% i forhold til året før (5.047 ton).
Koncernens årsresultat efter finansielle poster landede på -67 millioner (-92 mio. SEK) mod -71,7 millioner i 2019 (-98 SEK), og med flere store tiltag har 2020 markeret et vendepunkt for virksomheden, fortæller Karl Andersson, CEO Matsmart-Motatos.
"Skiftet til mere cirkulært og digitalt forbrug sker lige nu, og Matsmart-Motatos har absolut høstet fordelene ved, at folk har opdaget det bekvemme ved at købe mad og produkter online. Samlet set betød 2020 et vendepunkt for os, hvor vi tangerede et positivt resultat før afskrivninger i flere måneder på vores hjemmemarked; Sverige, samtidig med at vi gik ind på et af verdens største markeder; Tyskland. Fremadrettet vil vi fortsætte med at udvide til flere markeder, og med vores nye nordiske robotiserede varelager, som vi begyndte at bygge i 2021, har Matsmart-Motatos lagt et meget solidt fundament for rentabilitet i en nær fremtid i Norden. ”
Hent billeder her