Motatos kan fejre tre år i Danmark med stadig vækst
I dag er det tre år siden, det svenskejede madspildssupermarked Motatos åbnede i Danmark. Virksomheden har nu mere end 40.000 danske kunder og har oplevet en stor vækst i omsætningen. Ikke mindst et 2022 med stigende fødevarepriser har virkelig fået danskernes øjne op for, at der er mange penge at spare ved at købe madspildsvarer online.
Det er nu tre år siden, Motatos gik ind på det danske marked med sit forretningskoncept, som kort fortalt går ud på at redde madvarer og produkter fra at gå til spilde ved at opkøbe overskudsvarer direkte fra producenterne og videresælge dem til forbrugerne med store rabatter. Danskerne har taget rigtig godt imod konceptet, og der har været en tydelig udvikling i omsætningen, hvis man kigger på tallene fra 2021 målt mod 2020. I 2021 var omsætningen i Danmark således på 34 mio SEK mod 13 mio SEK i 2020. Der er tale om en vækst på mere end 160 % fra første til andet år i Danmark.
Den samlede omsætning for 2022 kendes af gode grunde endnu ikke, men hvis man kigger på, hvor meget mad og andre produkter, danskerne har handlet via Motatos i år, giver det en god indikation af, at også 2022 vil vise en flot vækst for madspildssupermarkedet. Hvor danskerne i 2021 reddede 810 tons fødevarer og produkter fra at ende i skraldespanden, har salget i 2022 til og med september allerede rundet 977 tons (598 i sep/2021). Især de sidste fire måneder er væksten eksploderet, og sammenligner man med den bedste måned i ’21 lå salget her på 95 tons - i september 2022 rundede salget af varer 182 tons. En udvikling, der tyder på, at de stigende fødevarepriser og inflationen for alvor har fået danskernes øjne op for madspildskonceptet.
At Motatos gjorde sit indtog på det danske marked skyldes blandt andet tidligere landechef, Kasper Stærk, der i dag er chef for Motatos' globale Private Label forrretning. Han så i 2019 mulighederne i konceptet, og da en ekspansion i Danmark allerede var på tegnebrættet fra Motatos’ side, blev idéen hurtigt til en realitet.
”Vi begyndte etableringen af Motatos i Danmark i august 2019, og 16. november gik vi i luften med én medarbejder (mig) og en praktikant. Vi havde ikke engang et kontor, men til gengæld var vi vilde med konceptet og sikre på, at man også i Danmark ville kunne se den indlysende win-win i både at redde varer fra madspild og spare penge, når man handler. Og det har jo heldigvis vist sig at holde vand. I dag har Motatos virkelig fået danskerne med på at handle online og redde mad; vi vækster og er nu seks medarbejdere,” siger chef for Motatos' globale Private Label forrretning, Kasper Stærk.
Siden indtoget i Danmark har Motatos, med stærke investorer i ryggen, ekspanderet forretningen på flere vigtige områder. Selve konceptet med at sælge overskudsvarer er blevet suppleret med Motatos’ egne brands; ’By Motatos’ som er et private label bestående af en række billige og velsmagende basisfødevarer, og brandet ’SAVED by Motatos’ – en række plantebaserede produkter, som alle er fremstillet af råvarer reddet fra at gå til spilde.
Investeringerne har også drevet Motatos’ ekspansion ind på det internationale marked, hvor konceptet blev lanceret i Tyskland i 2020 og i England i 2022, og endelig er de blevet brugt til at bygge et nyt avanceret lager i Örebro, som er virksomhedens største investering nogensinde. Lageret er på 22.000 m2 og er udstyret med 149 robotter, der hjælper personalet med at plukke og pakke varer, og drives af el fra solpaneler placeret på taget. Fra lageret skal titusindvis af tons mad- og forbrugerprodukter reddes fra at gå til spilde hvert år.
Katrine Clante
PR-konsulent
+44 22606538
katrine@clante.dk
Motatos er et online-supermarked, som sælger dagligvarer undtaget køle- og frysevarer. Varesortimentet er produkter, som ellers ville risikere at være blevet smidt ud pga. fejlagtig emballage, overproduktion eller lignende. Motatos begyndte udfra en viden om, hvor utrolig store mængder mad, der går til spilde indenfor fødevare-sektoren. Og hvor dårligt det er både for miljøet og for tegnebogen. Denne viden er siden omsat til en voksende E-handel, som begyndte i Sverige under navnet Matsmart, og i dag findes på fem europæiske markeder. www.motatos.dk