30 andelsboliger med attraktiv beliggenhed
Bytur på gågaden om formiddagen, frokost i parken ved Østre Anlæg, og eftermiddag på lystbådehavnen. Mange drømmer om at bo tæt på by, vand, og grønne områder. Netop derfor er salget af de 30 nye andelsboliger, som nu opføres i Stormgade i Aalborg, gået stærkt. - 22 af de i alt 30 boliger er solgt allerede inden byggeriet går i gang, og det er vi meget tilfredse med, fortæller afdelingsleder i Kubens Byggeadministration A/S, Bjarne Husted. Byggeriet er budgetteret til 45 million kroner inkl. moms og udføres af NCC Construction Danmark A/S i totalentreprise. Kommunalt udviklingsområde Ejendommen opføres på en meget attraktiv grund i en del af Aalborg, som i disse år gennemgår en rivende udvikling: Opførelse af et musikhus på havnefronten er vedtaget, en ny lystbådehavn er i støbeskeen, og der er planlagt flere grønne områder i det nærliggende ø-gadekvarter. - Beliggenheden gør boligerne velegnede for både unge og aktive ældre, som hellere vil sejle, spille golf eller noget helt andet end male træværk og klippe hækken omkring parcelhuset, siger Bjarne Husted. For at tilpasse bygningen til lokalplanen og de omkringliggende ejendomme opføres den i fem og et halvt plan med seks lejligheder på hver etage. Lejlighederne varierer i størrelse fra 87 kvadratmeter til 151 kvadratmeter penthouselejligheder i halvandet plan. - Det bliver 30 meget forskellige lejligheder, for køberne har mulighed for selv at bestemme badeværelsesfliser, køkkenelementer, hvidevarer og meget andet, og dét benytter de sig i høj grad af, fortæller Bjarne Husted. Fleksibel indretning Adgang til lejlighederne sker fra tre opgange med elevator. Alle boliger har en vestvendt altan, og der er ved indretningen tænkt meget på lysindfald og minimal spildplads. - Ved at opføre de seks penthouselejligheder i halvandet plan udnyttes tagetagen 100 procent. Samtidig får beboerne selvfølgelig den bedst mulige udsigt, forklarer arkitekt Kim Pedersen fra DAI Gruppen A/S i Aalborg, som har tegnet projektet. De øvrige 24 lejligheder indrettes som to- og tre-rums boliger med mulighed for yderligere opdeling med flytbare skillevægge. Et stort køkken-alrum i direkte forbindelse med stuen trækker lys ind i lejlighederne fra begge sider af ejendommen. Klassisk facade Bygningen opføres som elementbyggeri og skalmures med en rødbrun patinasten. Den øverste penthouseetage bygges af færdigmonterede kassetter, hvilket gør det muligt at lukke huset hurtigt. Facaden på den øverste penthouseetage er beklædt med zink, som med tiden bliver mørkegrå af vind og vejr. Den nederste del af facaden vandskures med indfarvet puds. - Dermed følger bygningen linierne og arkitekturen i de tilstødende ejendomme, forklarer Kim Pedersen. Taget beklædes med røde vingetagsten. Alle lejligheder har vestvendt altan på cirka syv kvadratmeter. Byggeriet starter officielt med første spadestik den 15. september og forventes klar til indflytning i august 2004.