40 år hos NCC
Senior konsulent Peter Lauge Christensen, Albertslund, har 40 års jubilæum hos NCC Construction Danmark A/S 1. november.
Peter Lauge Christensen, 65 år, er uddannet ingeniør fra DTU i 1973 og begyndte samme år i det daværende Rasmussen & Schiøtz’ (nu NCC) entreprenørgruppe.
I de 40 år har Peter Lauge været med på mange markante og spændende NCC-projekter. Hans første opgave var at bygge boliger i Hedehusene, og han var bl.a. projektleder på den nye amtsgård i Sorø, hvor Region Sjælland nu holder til.
Senere avancerede Peter Lauge til sektionsleder og derefter sektionschef med personaleansvar.
Efter at have styret en stor renoveringssag, Vapnagaard, i Helsingør, vendte hans interesse sig mod marked, kunder og salg og branchens samarbejdsformer, især partnering. Gennem de seneste ti år har Peter Lauge medvirket til at udvikle NCC og branchen mod dialogbaseret samarbejde.
Peter Lauges grundlæggende interesse for mennesker betød, at han blev engageret i uddannelsen af medarbejdere i NCC. Han udviklede sammen med NCC’s HR-afdeling kurser, bl.a. i projektledelse, virksomhedskultur og konflikthåndtering.
I Peter Lauges fritid spiller NCC ofte også en rolle, da han er meget aktivt medlem af både virksomhedens jagtforening og fiskeklub. Men også golf har de senere år vakt hans store interesse, ligesom han årligt drager sydpå for at udfordre Alpernes skipister, de seneste år sammen med sine børnebørn.
Peter Lauge Christensen er gift med Lilli på 42. år, med hvem han har tre sønner og fire børnebørn.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Martin Liechti, NCC Construction Danmark A/S, telefon 41 70 49 09
NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing.
I 2012 havde NCC i Danmark en omsætning på ca. 5,7 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte. NCC Construction Danmark bygger boliger, kontor, veje, anlæg og øvrig infrastruktur i Danmark.