Atea bygger nyt domicil med NCC

Report this content

NCC og Atea har indgået aftale om opførelse af nyt domicil i Skejby, Aarhus. Det nye domicil for Atea i Aarhus sikrer, at Atea fremover vil få langt mindre energiforbrug og dermed mindre CO2-udledning.

Grøn, bæredygtig, moderne og fleksibel er de ord, der bedst beskriver Ateas nye domicil i Aarhus, der vil stå færdigt i 2013. Og dertil kommer bedre arbejdsforhold for de cirka 400 medarbejdere hos Atea i Aarhus.

”Domicilet er et led i Ateas strategi om at tilpasse sig kunder, marked og samfund ved at optimere betingelserne for at drive forretning. Det vil sige, vi skal have et bedre indeklima, en mindre miljøbelastning, en mere effektiv drift og endelig mere tilfredse medarbejdere. Udfordringen for Atea er konstant at få vores strategi om fokus på miljørigtige løsninger og den lavest mulige omkostning til at hænge sammen, og det er lykkedes rigtig godt med det nye domicil i samarbejde med NCC Property Development, der er kendt i branchen for at bygge de mest bæredygtige kontordomiciler i Danmark,” siger økonomidirektør Mohan Parson, Atea.

Domicilet, der er knap en 1 km væk fra den nuværende adresse, er dermed også et signal fra Ateas side om en fortsat markant tilstedeværelse i Jylland. Ud over Aarhus, har Atea også kontorer i Aalborg og Kolding, Esbjerg og Aulum. Bygningen, der bliver 8.000 kvadratmeter stor, vil have de mest moderne løsninger inden for varme, ventilation, køling, belysning, solafskærmning, akustik, statisk elektricitet og så videre. Alt sammen er det med til at sikre et bæredygtigt byggeri, der sætter standarden for fremtidens kontorbyggerier.

”Vi er glade for, at Atea valgte at indgå aftale med os om det nye domicil i Aarhus. En aftale, der styrker vor position som den førende udvikler af kontorbyggerier i Danmark, og som bekræfter NCC’s strategi om opkøb af velbeliggende byggegrunde til kontorbyggeri. Med facade mod hovedadgangsvejen til Skejbys erhvervsområde er der tale om en særdeles eksponeret placering,” siger direktør Ole Faurby, NCC Property Development A/S og fortsætter:

”Ateas beslutning om at flytte til et nyt domicil er i tråd med det, NCC har oplevet under de seneste års krise. Mange veldrevne virksomheder fastholder investeringerne – blandt andet i nye lokaler – for at understøtte den fremtidige udvikling af selskabet. Samtidigt vil det ofte medføre en samlet driftsbesparelse på grund af optimal arealudnyttelse og lavere energiforbrug.”

Atea forventer, at medarbejderne også bliver glade for det nye domicil – ikke kun fordi lokalerne har bedre ventilation og de nyeste installationer, men også fordi rumudnyttelsen er langt bedre end i ældre bygninger. Og det gør arbejdsoplevelsen og samarbejdet bedre.

”For en virksomhed, som lever af at designe og implementere markedets mest avancerede it-løsninger giver det rigtig god mening, at vi i højere grad får mulighed for at være med helt i front på de teknologiske løsninger, ikke kun videokonferenceløsninger og avancerede mødelokaler, men fx også forbedret akustik og ventilation,” siger økonomidirektør Mohan Parson, Atea.

I overvejelserne om valget af projektudvikler vejede det tungt for Atea, at NCC Property Development i 2008 som den første ejendomsudvikler i Danmark besluttede, at deltage i EU’s ”The European Green Building Programme” – en ordning, hvor deltagerne forpligter sig til at udvikle bygninger med 25 procent lavere energiramme end lovgivningen foreskriver. Ateas nye domicil certificeres desuden efter den engelske mærkningsordning BREEAM, der skal fremme miljøvenligt og energieffektivt byggeri.

Fakta om Ateas nye domicil på Tangen 4 i Skejby

  • Kontorhuset bliver på 8.000 kvadratmeter i tre etager og er klar til indflytning i februar 2013
  • Kontorhuset er udviklet og ejet af NCC Property Development A/S og opføres af NCC Construction Danmark A/S
  • Aarts architects har tegnet bygningen (se mere her: www.aart.dk)
  • Rambøll er rådgivende ingeniører på opgaven

For yderligere information kontakt venligst:

Ole Faurby, direktør, NCC Property Development A/S, tlf. 24 88 78 29, ofu@ncc.dk

Mohan Parson, økonomidirektør, Atea A/S, tlf. 30 78 18 10, mohan.parson@atea.dk

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Bolig.
I 2010 havde NCC i Danmark en omsætning på knapt 6 mia. SEK og cirka 2.200 ansatte. NCC Property Development udvikler og sælger kommercielle ejendomme på udvalgte vækstmarkeder i Norden, Baltikum og St. Petersborg.

Atea er Danmarks førende leverandør af it-infrastruktur. Med de mest kompetente og højest certificerede medarbejdere bistår Atea kunderne med specialistkompetencer, produkter, services og løsninger. I Danmark beskæftiger Atea mere end 1.400 medarbejdere og har en stærk lokal til stedeværelse med otte afdelinger fordelt over hele landet. Som en del af Atea-koncernen er de repræsenteret i hele Norden og Baltikum. Atea-koncernen er noteret på børsen i Oslo.

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links