Da NCC fandt på Bruun’s Galleri

Report this content

  Det er seks år siden, at NCC fik ideen til at skabe noget enestående der, hvor Oliefabrikken og DSB Centralværksteder lå. I morgen åbner ideen – ikke bare et stort shopping- og oplevelsescenter, men en hel ny bydel i Århus. Over 1.000 arbejdspladser, en genopdaget bydel, og flere kunder i hele centrum. Det er blot nogle af de kontante fordele, som ideen, der førte til Bruun’s Galleri, har skabt. ”Byggeriet er en gevinst for hele Århus fordi det ikke blot udvider centrum til også at omfatte Frederiksbjerg, men også forlænger gågaden ned til Jægergårdsgade,” siger direktør Bent Skovsen, NCC Property Developement. ”Bruun’s Galleri er ikke bare endnu et center – det er en ny overdækket bydel med indvendige gader og lyse flotte opholdsteder,” Ideen til at bygge noget, der både kunne løfte Århus og samtidig tilføre byen ny dynamik opstod helt tilbage i 1997. NCC havde købt grunden, hvor den gamle oliefabrik lå, men grunden var ikke stor nok til, at man kunne bygge noget med den dynamik, som NCC havde i tankerne. Først med købet af nabogrunden, DSB Centralværksted, kom der skred i tingene. ”Vi ønskede at bringe storbyens puls til Århus – at skabe det bedste og mest moderne. Derfor satte vi os sammen med 3 x Nielsen og Schmidt, Hammer & Lassen for at udtænke en ide for de 90.000 kvadratmeter, som vi efter købet af Centralværkstedet rådede over,” siger direktør Bent Skovsen, NCC Property Developement. ’Idemødet’ i 1997 blev startskuddet til Bruun’s Galleri. I 1999 kom centeroperatøren Steen & Strøm og indretningsarkitekten Terry Evenden med. Og det satte for alvor fart i processen. Det første spadestik til Galleriet tog man den 30. maj 2001. Byggeprisen har været én mia. kroner, hvilket gør byggeriet til en af de største investeringer i Danmark siden byggeriet af Storebæltsbroen. ”Da jeg i 1996 for første gang så området bag banegården lignede det Berlin anno 1945 – men heldigvis var der både politikere og andre ambassadører, der bakkede op omkring ideen, og som også kunne se de muligheder og den fremtid for Århus, der lå der og ventede,” siger direktør Bent Skovsen, NCC Property Developement. Yderligere oplysninger om tilblivelsen af Bruun’s Galleri fra start til slut kan fås ved henvendelse til direktør Bent Skovsen, NCC Property Development på telefon 24 88 79 85.  

Abonner