Dansk byggeri er nomineret til international arkitektpris

Report this content
Læse original

Når UIA afholder den internationale kongres for arkitekter den 3.-9. august i Durban i Sydafrika er Danmark med i opløbet om en af de internationale arkitektpriser. Således er Handicaporganisationernes Hus, som er bygget ud fra en vision om at skabe verdens mest tilgængelige kontorhus, nomineret til den internationale arkitektpris UIA i kategorien "Friendly Spaces Accessible to All".


 

Prisen uddeles til et byggeri, der set ud fra et internationalt perspektiv udmærker sig i forhold til universelt design og inkluderende løsninger og det danske byggeri er en stærk kandidat: "Vores byggeri vil helt sikkert få stor bevågenhed. Både arkitektonisk og i forhold til tilgængelighed er det i en liga for sig" udtaler sagsarkitekt og partner Per Ravn fra Cubo Arkitekter A/S, der med Force4 som underrådgiver, er arkitekt på projektet.

Økonomisk, tilgængeligt og æstetisk byggeri
Handicaporganisationernes Hus, der også går under betegnelsen "Verdens mest tilgængelige kontorhus" har siden opførelsen i 2012 tiltrukket sig opmærksomhed fra hele verden netop på grund af byggeriets tilgængelighed og æstetik. Kontorhuset, der dagligt bruges af 17 forskellige handicaporganisationer er beliggende i Høje Taastrup. Det er på mange måder et traditionelt kontorbyggeri med samme kontorfaciliteter som i et hvert andet kontorbyggeri. Det adskiller sig ikke fra andre kontorhuse når man sammenligner priser på kontorbyggerier, det er energirigtigt og det er funktionelt. Forskellen ligger i den måde der er tænkt i tilgængelige løsninger og i den proces, som er gået forud for byggeriet. Resultatet er et banebrydende eksempel på, at man ved at planlægge og indarbejde tilgængeligheden fra starten af projektet, kan skabe moderne kontormiljøer der tilgodeser mange forskellige behov og gøre det på en økonomisk og æstetisk gennemført måde.

International bevågenhed
Arkitekt Andreas Lauesen fra arkitektfirmaet Force4 deltager på den internationale kongres i Durban i Sydafrika og skal præsentere projektet på konferencen. "Jeg glæder mig meget til at skulle præsentere Handicaporganisationers Hus for mine internationale kollegaer. "Jeg synes det er et fantastisk byggeri og jeg er utrolig stolt over, at jeg som repræsentant for team NCC kan være med til at formidle vores viden videre til arkitekter fra hele verden". Alene det, at vi er noget så langt, at vores projekt er med i Durban viser, at vi i Danmark har nogle kompetencer og en innovativ tilgang til byggeri, som giver genlyd langt ud over landets grænser.

En visionær bygherre
Handicaporganisationers Hus er blevet til i et tæt samarbejde mellem Danske Handicaporganisa-tioner, brugerne af huset og et dedikeret og fagligt dygtigt team bestående af Cubo Arkitekter A/S med underrådgiver Force4, landskabsarkitektfirmaet Møller og Grønborg og NCC Construction Danmark. En del af bygherres visioner for byggeriet er, at det skal være med til at flytte rammerne og bevidstheden om at bygge tilgængeligt, så alle med handicap får lettere ved at færdes uhindret - ikke kun i dette byggeri men generelt. Det betød bl.a. at bygherre lagde stor vægt på, at alle der arbejdede på projektet forstod behovet for tilgængelighed. Teamet blev derfor uddannet i såkaldt universelt design, hvilket f. eks. indebar at rådgiverne og NCC’s medarbejdere skulle opleve, hvordan det er at bevæge sig rundt i kørestol eller som blind eller svagtseende med stok. Kontoret blev officielt indviet i december 2012.

Om UIA
UIA er en international non profit sammenslutning af nationale arkitektforeninger. Med medlemssammenslutninger i mere end 124 lande og territorier, repræsenterer organisationen i dag flere end 1.300.000 arkitekter rundt om i verden. Når kongressen afholdes den 3.-9. august er det 25. gang, at UIA afholder international kongres siden opstarten i 1948.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Marketingkonsulent Pernille Blomgren-Hansen, NCC Construction, telefon 41 70 47 78 

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 47,6 mia. kr. og 18.500 medarbejdere i 2013. NCC-aktien er noteret på NASDAQ OMX Stockholm.

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing. I 2013 havde NCC i Danmark en omsætning på 4,9 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte.

Tags: