Dansk platform for byudvikling rykker til Sverige
NCC’s transparente kuppel i København har nu en søster. Dome of Visions 2.0 er indviet i Stockholm, hvor den ligesom den danske vil huse aktiviteter, der skal bane vej for en bæredygtig byudvikling.
Den nye udgave af den kuppelformede bygning er inspireret af og bygger på erfaringer fra Dome of Visions i København. Og den svenske udgave er ligesom den københavnske tegnet af den danske arkitekt Kristoffer Tejlgaard. Eksperimentet Dome of Visions udvides til Sverige, som led i NCC-koncernens vision om at forny byggebranchen og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger.
Martin Manthorpe, direktør for strategi og forretningsudvikling i NCC Construction i Danmark, var med til at starte Dome of Visions i København og deltog ved indvielsen af den nye dome.
”I hele NCC-koncernen arbejder vi hver dag med omstilling mod en bæredygtig fremtid. Det betyder især et skarpt fokus på udviklingen af byerne, hvor vi oplever stor befolkningstilvækst og øget klimabelastning. Vi skal være med til at skabe en bæredygtig byudvikling, hvor bl.a. en aktiv brug af byens rum mellem bygningerne, skal give plads til liv, kulturel udfoldelse og i sidste ende en øget livskvalitet, siger Martin Manthorpe og fortsætter:
”Målet er ambitiøst, og vi kan kun nå det i samarbejde med andre. Derfor er indvielsen af Dome of Visions 2.0 et vigtigt skridt. Det giver nemlig et øget fokus på dialog og innovation. Og det er afgørende, da byggebranchen i hele Norden må samarbejde med byerne, hvis vi skal finde bæredygtige svar på de udfordringer, vi står overfor, siger Martin Manthorpe.
En platform for innovation for byggebranchen i hele Norden
Indtil september 2016 står Dome of Visions 2.0 foran Kungliga Tekniska Högskolans (KTH) i Stockholm. Her vil den udgøre en platform for udstillinger, debatter, seminarer og forskellige kulturarrangementer, der skal sætte fokus på bæredygtighed og samarbejde. Og den stockholmske dome skal netop drives i et samarbejde mellem KTH og NCC.
”Dome of Visions er en ny måde at arbejde med bæredygtighed. Både i form og indhold inspirerer den os og udfordrer vores måde at tænke på. Domen vil være en platform for innovative idéer og samarbejder, der driver udviklingen for både byggebranchen og samfundet generelt. Jeg håber, domen vil blive brugt af mange mennesker, så vi kan maksimere fordelene ved initiativet. Det er et fantastisk sted, og jeg ser frem til det kommende år,” siger koncernchef i NCC, Peter Wågström.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Kommunikations- & Marketingchef Ghita Borring, NCC Construction Danmark A/S, telefon 41 70 44 40
OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 45,5 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2014. NCC-aktien er noteret på NASDAQ OMX Stockholm.
NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing. I 2014 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,2 mia. DKK og cirka 2.100 ansatte.
Tags: