Flere nye boliger til Sønderborg

Report this content

NCC afleverer 56 nyopførte boliger på SOLO-grunden i Sønderborg. Det omfattende boligprojekt på næsten 15.000 kvadratmeter koster 120 millioner kroner og boligerne afleveres til tiden.

Efter to og et halvt års byggeperiode fremstår det største boligprojekt i Sønderborg i årtier nu i store træk i den endelige udformning på SOLO-grunden ved byens centrale havnefront. De første beboere er allerede flyttet ind i 74 færdige lejligheder. 1. juni afleverer NCC yderligere 56 nyopførte boliger i to centrale fem etagers bygninger. Dermed er 130 af 147 lejligheder færdige. - Vi har travlt her op til afleveringen og boligerne bliver færdige til tiden. Håndværkerne lægger nu sidste hånd på detaljerne i byggeriet, og vi er gået i gang med at kvalitetstjekke lejlighederne sammen med boligforeningerne, siger projektleder Jens Bykær-Jørgensen, NCC. Byggegrunden - som tidligere husede margarinefabrikken SOLO - har en helt central beliggenhed i Sønderborg. Skabelsen af en ny bydel med moderne attraktive boliger var derfor udgangspunktet for en totalentreprisekonkurrence, som NCC og S&I arkitekter vandt med et projekt, der binder byens centrum og havnefronten sammen i et varieret boligkvarter. - Det er et nydeligt og fremtrædende byggeri, som virkelig styrker vores havnefront og skaber variation i bybilledet med kombinationen af høje bygninger, gavlhuse på havnefronten og mindre boliger i forskelligfarvede sten på Sdr. Havnegade, siger Sønderborgs borgmester A.P. Hansen, der ikke er i tvivl om, at byggeriet er til gavn for byen. - Det er det første projekt af sin art i Sønderborg. For 10 år siden flyttede folk ud af byen, men i dag er der er rift om de bynære lejligheder, så de nye boliger efterkommer en stigende efterspørgsel, siger A. P. Hansen. NCC opfører i alt 11 bygninger med 147 lejligheder for Boligforeningen af 6/12 1942 og Sønderborg Andelsboligforening, som er gået sammen om projektet. Bygningerne varierer med forskellige hustyper, højder og henholdsvis murede og pudsede facader samt forskellige farver fuge. I udkanten af grunden er byggeriet tilpasset de mindre nabohuse, mens de to inderste etagehuse når fem etagers højde. NCC er desuden ved at færdiggøre taget på P-kælderen, der er bygget ind i skråningen i to etager med plads til 200 biler. Fakta om boligprojeket på SOLO-grunden: Adresse: Søndre Havnegade/Søndergade/Stengade/Bjerggade, 6400 Sønderborg Kunde: Boligforeningen af 6/12 1942 og Sønderborg Andelsboligforening Totalentreprenør: NCC Construction Danmark A/S Kontraktsum: 121,6 mio. kr. Arkitekt: S&I Arkitekter A/S Bygherrerådgiver: Arkitekttegnestuen Augustenborg A/S Ingeniør: Rambøll A/S Samlet byggeri: 14.535 kvadratmeter Fælleshus: 140 kvadratmeter Kælder: Cirka 1.000 kvadratmeter P-Kælder: Cirka 9.600 kvadratmeter Byggeperiode: December 2002 - september 2005 Yderligere oplysninger: Projektleder Jens Bykær-Jørgensen, tlf. 24 88 79 98, pressekoordinator Niels Møller, tlf. 39 10 35 77, NCC Construction Danmark A/S. Borgmester A. P. Hansen, tlf. 74 12 64 00, Sønderborg Kommune. Direktør Tage Skott, tlf. 74 42 57 95, Boligforeningen af 6/12 1942. Forretningsfører Jimmy Poulsen, tlf. 73 12 34 34, Sønderborg Andelsboligforening. Bygherrerådgiver Verner Beck Christensen, 74 47 14 03, Arkitekttegnestuen Augustenborg A/S

Abonner

Dokumenter og links