• news.cision.com/
  • NCC/
  • Hercules Fundering indleder funderingsarbejdet til Aarhus' nye stadion

Hercules Fundering indleder funderingsarbejdet til Aarhus' nye stadion

Report this content
Læse original

Byggeriet af det nye, banebrydende fodboldstadion i Aarhus er i gang. Hercules Fundering, en del af NCC, har kørt de store boremaskiner ind på byggepladsen for at begynde funderingsarbejdet. Arbejdet udføres med særlig omtanke for det bynære og historiske område, som omgiver projektet.

Det kommende stadion, med plads til 22.000 siddende tilskuere og op til 24.000 tilskuere i alt, kommer til at ligge i Kongelunden for enden af Stadion Allé i Aarhus.

Funderingsarbejdet er en mindre del af det samlede projekt, og Hercules Fundering er blevet udvalgt af A. Enggaard til at stå for en specifik del af funderingsarbejdet, som netop er påbegyndt. Dette indebærer blandt andet etablering af 24 enkeltstående pæle med en diameter på 620 mm og armeringskurve, der skal understøtte de høje, slanke og buede søjler – Et af stadionets mest karakteristiske og iøjnefaldende arkitektoniske træk.

Ud over de enkeltstående pæle skal Hercules Fundering også etablere en sekantpælevæg, som vil bestå af cirka 300 pæle med samme diameter.

"Det er altid spændende at være med i et ikonisk byggeprojekt som dette i Aarhus. Vi har et tæt samarbejde med A. Enggaard og kan drage fordel af de gode erfaringer fra tidligere projekter som Incuba og Sydhavn, som også ligger i Aarhus," siger Jeppe Mansfield Nygaard, produktionsleder i Hercules Fundering, NCC Infrastructure.

Skånsom funderingsmetode
Foran stadion bevares Høgh-Hansens historiske og fredede røde bygning, Stadionhallerne. Dette kræver en skånsom funderingsmetode for at minimere vibrationer og dermed beskytte det gamle byggeri.

Rent praktisk består arbejdet i at bore et hul ved hjælp af en såkaldt boresnegl og stålcasing. Boresneglen er med til at fjerne jorden fra borehullet, hvor stålcasingen, der er et stort stålrør, sikrer, at hullet ikke styrter sammen og hjælper samtidig med at bane vejen for boreudstyret ned igennem lagene. Når borearbejdet er færdigt, bliver hulrummet fyldt op med beton og armering, og pælen er færdig.

"Funderingsmetoden er meget velegnet i områder, hvor der i forvejen er bygninger. Borede pæle belaster nemlig nærområdet i mindre grad, når det kommer til støj og vibrationer, i forhold til traditionelle metoder som at banke pæle ned," siger Jeppe Mansfield Nygaard.

Det nye stadion opføres i et partneringsamarbejde mellem Aarhus Kommune som bygherre, Team Zaha Hadid som totalrådgiver og A. Enggaard som hovedentreprenør. Hercules Fundering forventer at afslutte funderingsarbejdet i begyndelsen af juli 2024. Hvis alt går efter planen, kan fløjten lyde til den første kamp på det nye stadion midt i 2026, klar til at skabe en fantastisk fodboldstemning.

Alle billeder er til fri redaktionel brug

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2023 havde NCC en omsætning på ca. 57 milliarder SEK og 12.200 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.