Konkurrencer højner arbejdssikkerheden i Aalborg
Nye månedlige konkurrencer om hvilket sjak, der bedst efterlever NCC’s regler for arbejdsmiljø, øger sikkerheden på byggepladsen og skaber dialog med fagentreprenørerne
’Hvad kan vi gøre for ikke at tabe til de andre?’ Det spørger byggefolkene på NCC Constructions plads ved Aalborg Studenterkursus sig jævnligt om i disse dage. Her har man nemlig indført en månedlig konkurrence om, hvilket sjak der lever bedst op til de tre principper i NCC’s store indsats for en bedre sikkerhedskultur: 1) Tag vare på hinanden, 2) Tænk fremad – hvad nu hvis..? og 3) Sig fra. Hver måned stemmer folkene på en vinder – og det er ikke populært at tabe til nogle af de andre!
”Vi indførte konkurrencerne i foråret, og det havde nærmest effekt fra dag et. Konkurrencedelen er meget motiverende og er med til at gøre det sjovt at tænke på sikkerheden,” fortæller senior projektchef i NCC Construction Carsten Nielsen.
”Pludselig kunne vi se, at der fx blev ryddet meget mere konsekvent op, hvilket er sjovt, for vores egne folk ved jo godt, at jeg ikke tolererer, at tingene ligger og flyder,” fortsætter han.
Fagentreprenør slog NCC – og spreder nu selv sikkerhedsbudskabet
Fordi konkurrencerne afvikles blandt alle sjak på pladsen – også fagentreprenørerne – bliver der skabt dialog mellem firmaerne om den fælles sikkerhed. I maj måned vandt et sjak fra fagentreprenøren Nordelektro, som nu selv tager budskabet om sikkerhed med sig til andre byggerier:
”Vi var meget stolte over, at vores dygtige folk vandt. Samtidig har samarbejdet med NCC inspireret os i Nordelektro til at se sikkerhed i et større perspektiv som et fælles ansvar. Derfor taler vi nu ud fra disse erfaringer med alle, vi arbejder sammen med på andre byggepladser,” fortæller Per Troldtoft Hansen, afdelingschef for elafdelingen i Nordelektro.
Tør kommentere på andre sjaks arbejde
Hen over sommeren er præmieoverrækkelserne blevet kombineret med lidt grillmad, som NCC arrangerer på pladsen hver anden fredag. Her er der i forvejen en god stemning, og det skader ikke at blande det alvorlige med lidt underholdning, som Carsten Nielsen forklarer:
”For mig er det fint, at det ekstra moment af underholdning gør, at folk faktisk ændrer adfærd. Det bliver pludselig sjovere at tænke sikkerhed ind i dagligdagen, og folk holder sig ikke længere tilbage med at påpege fejl eller risici uden for eget sjak. Nu bliver der jo grinet lidt venskabeligt af de sjak, der ikke kan leve op til standarden, og det gør, at folk sætter en ære i at gøre det godt. Det viser jo, at vi med små midler kan komme rigtig langt, når det gælder om at styrke sikkerheden”.
En god og billig investering i sikkerhed
Selve konkurrencen er rørende billig i forhold til de opnåede resultater. Præmierne kan fx være et sæt biografbilletter med cola og popcorn eller en frokost på Jensens Bøfhus – typisk ikke mere end nogle få hundrede kroner hver måned.
”Det kan man roligt kalde en god investering,” slutter Carsten Nielsen.
Billedtekst 1: Vinderteamet fra Nordelektro – fra venstre: Martin Stenbakken, Bo Christensen, Rasmus Jensen og Brian Jepsen.
Billedtekst 2: På NCC-pladsen er der skarp konkurrence om at være bedst til sikkerhed
Om NCC’s sikkerhedskultur:
- NCC Construction iværksatte i starten af 2012 projekt ”Nul arbejdsulykker – hver dag”.
- Programmet bygger på tre hovedprincipper, der skal være gældende for, hvordan man agerer på NCC’s byggepladser: 1) Tag vare på hinanden, 2) Tænk fremad – hvad nu hvis…? Og 3) Sig fra.
- Formålet med indsatsen er skabe en blivende kulturændring for permanent at reducere antallet af arbejdsulykker samt at skabe en bedre sikkerheds- og arbejdskultur.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Jesper Andersen, pressekonsulent, NCC Construction A/S, telefon 41 70 44 91
NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing.
I 2011 havde NCC i Danmark en omsætning på knapt 6 mia. SEK og cirka 2 200 ansatte. NCC Construction Danmark bygger boliger, kontor, veje, anlæg og øvrig infrastruktur i Danmark.
Tags: