Konsekvens fører til et år uden ulykker
NCC’s fjernvarmeafdeling nåede fornylig en markant milepæl, da de rundede et helt år uden ulykker med fravær. Et vedvarende fokus på konsekvens og inddragelse har bragt ulykkesfrekvensen fra 48 til 0.
Hos entreprenøren NCC i Danmark er synlig og konsekvent ledelse vigtige elementer for arbejdsmiljøet, som vil føre til færre ulykker. Det er også erfaringen hos fjernvarmeafdelingen i NCC. For 1½ år siden slog ledelsen en streg i sandet, da de med fornyet fokus og en skærpet strategi tog kampen op mod ulykkerne.
Forleden kunne de godt 80 personer i afdelingen så fejre, at deres indsats har båret frugt. De har ændret deres sikkerhedskultur og nået et helt år uden ulykker med fravær samt et markant fald i deres sygefravær. Ulykkesfrekvensen er på et år faldet fra 48 til 0. Det totale sygefravær er faldet fra 10,78 til 2,16, og kortidssygefraværet er faldet fra 5,71 til 1,91. Rejsen mod nul ulykker har ikke været nem, men opskriften enkel:
”Et vedvarende fokus på konsekvens og inddragelse er grunden til, at vi nu har en ulykkesfrekvens på nul og et historisk lavt sygefravær – for det nytter ikke at lappeløse. Skal vi ulykkerne til livs, skal vi tage dem ved roden. Og det har vi gjort ved konsekvent at sætte sikkerhed før alt andet, og hele tiden inddrage medarbejderne i arbejdet. Derfor er det også et resultat, vi har nået sammen, og som vi utrolig stolte over” fortæller Kim Høgh Thomsen, produktionsdirektør i NCC.
Trivslen er forbedret og sygefraværet er mindsket
For at sætte gang i kulturrejsen har hele afdelingen talt om, hvilke forventninger de har til hinanden og til sikkerheden. Dermed har de fået italesat vigtige emner, som i dag danner grundlag for en fælles forståelse for arbejdsmiljøet, og som også er en del af grunden til, at trivslen er blevet bedre og sygefraværet mindre.
”Sikkerhed kommer før alt andet - også faglighed. Det er vi nu alle enige om, og det har også betydet, at vi har, måtte sige farvel til en del medarbejdere, som før havde fået lov at holde liv i en usikker Tarzan-kultur, simpelthen fordi de fagligt var meget dygtige. Men den går ikke længere. For os er sikkerhed en naturlig og forventelig del af høj faglighed,” konstaterer Kim Høgh Thomsen.
Tavlemøder og bonusordning
For at fastholde den forbedrede sikkerhedskultur er sikkerhed nu det første punkt på alle møder, ligesom det også er en del af byggepladsernes ugentlige lean-tavlemøder. Her vender byggeledere og håndværkere sammen arbejdsmiljøarbejdet. De taler om udfordringer, kommer alle med forslag til forbedringer, og vender de forbedringstiltag, der allerede er sat i gang.
Dertil bliver både ulykkesfrekvensen og tallene for sygefravær opdateret og formidlet hver eneste uge, og tallene kan udløse en kollektiv bonus, som kommer oven i medarbejdernes normale løn.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Kommunikations- & Marketingchef Ghita Borring, NCC Danmark A/S, telefon 41 70 44 40
OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 49,8 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2015. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.
NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure. I 2015 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,9 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte.
Tags: