Mere velfærd for pengene på Aabybro Skole
Jammerbugt Kommune har indgået et visionært samarbejde, der sikrer, at Aabybro Skole bliver systematisk vedligeholdt fremover til gavn for elever og lærere. Formålet er at sikre bedre indeklima, bedre indlæring og længere levetid for den nye skole.
Elever og lærere på Aabybro Skole kan roligt gå på sommerferie og se frem til skolestart i august i en ny opført skole med godt indeklima og en bedre indlæring til følge. Det kan de næste generationer af elever også, for skolen kan nemlig se frem til at blive systematisk vedligeholdt de næste 25 år. Det sker med et offentligt-privat samarbejde (OPS) mellem Jammerbugt Kommune, Facility Management virksomheden Ejendomsvirke A/S og den rådgivende entreprenør NCC om design, opførelse og drift af Aabybro Skole.
Med aftalen har Jammerbugt Kommune for alvor noget at glæde sig over, da de for nylig med en officiel ceremoni kunne fejre, at Aabybro Skole står færdig og nu overgår til drift. Flere undersøgelser peger nemlig på, at der er et efterslæb i vedligeholdelsen af den offentlige danske bygningsmasse, som eksempelvis skoler, på et tocifret milliardbeløb. Det betyder bl.a., at bygningerne og dermed kommunerne og i sidste ende borgerne, lider et betydeligt værditab.
”I NCC vil vi gerne bidrage til at bygge bæredygtige samfund, og derfor vil vi anbefale kommunerne at tænke i de totaløkonomiske bedste løsninger. Den aftale vi har indgået på Aabybro Skole har den konkrete fordel, at pengene til fremtidig vedligehold er disponeret på forhånd. Det har alle parter en fælles interesse i, ” siger Henrik Krogh Holm, der er områdedirektør i NCC Building i Danmark.
En af de motivationsfaktorer Jammerbugt Kommune har haft for at indgå i et OPS-samarbejde har bl.a. været den langsigtede tænkning, fordi det er med til at sikre kommunens og dermed borgernes værdier og velfærd på bedst mulig måde.
”Med et offentligt-privat samarbejde har vi samlet projektering, etablering, drift og vedligehold i en samlet kontrakt. Jeg tænker, at fremtidens større byggerier vil blive bygget efter denne opskrift, som både fagligt og økonomisk er fornuftig,” siger Mogens Gade, der er borgmester i Jammerbugt Kommune.
Med OPS-aftalen på Aabybro skole har det fremtidige driftspersonale desuden været med til at bidrage tidligt i designprocessen, så der sikres mere hensigtsmæssige løsninger i byggeriet.
”Vi har været med fra begyndelsen og sikret os, at den langsigtede drift er tænkt ind og forberedt. Det bidrager til en god start, samt en effektiv drift hvor vi har skabt grundlag for en pæn og velfungerende skole i mange år,” siger Bent Amsinck, der er administrerende direktør i Ejendomsvirke A/S.
Aabybro Skole tager bygningerne i brug, når det nye skoleår starter efter sommerferien den 11. august.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Kommunikations- & Marketingchef Ghita Borring, NCC Danmark A/S, telefon 41 70 44 40
OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 49,8 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2015. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.
NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure. I 2015 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,9 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte.
Tags: