• news.cision.com/
  • NCC/
  • NCC afleverer kontorbyggeri på Marmormolen i Nordhavn til PensionDanmark

NCC afleverer kontorbyggeri på Marmormolen i Nordhavn til PensionDanmark

Report this content
Læse original

Anden del af det elegante kontorbyggeri på Marmormolen står nu klar til sine lejere, der bliver naboer til DFDS, som har domicil i det først opførte kontor.

For halvandet års tid siden afleverede NCC et kontorhus på 12.500 m2 til PensionDanmark og DFDS, der havde valgt den nye kontorbygning ved vandkanten som deres domicil. Nu har NCC så lagt sidste hånd på anden del af PensionDanmarks smukke erhvervsbyggeri på Marmormolen, som dermed står klar med en række nye erhvervslejemål; fem af de otte etager er allerede udlejet.

”I PensionDanmark udvikler vi moderne erhvervsejendomme, der er kendetegnet ved kvalitet og funktionalitet. I alle vores ejendomsudviklingsprojekter har vi desuden et stort fokus på klima og biodiversitet. Det er med til at sikre vores medlemmer et langsigtet rentabelt afkast, og det er Marmormolen et rigtig godt eksempel på. Vi glæder os over at byggeriet nu står færdigt og til at byde de nye lejere velkommen,” siger Marius Møller, direktør for ejendomme i PensionDanmark.  

Ejendommen rummer omkring 550 faste arbejdspladser, mødecenter og kantine med plads til cirka 240 personer. Der er desuden opført parkeringskælder, cykelparkering og butikslokaler i stueetagen.

Projektet er skabt gennem et særdeles konstruktivt samarbejde mellem bygherre, rådgivere og NCC, hvilket har resulteret i en rigtig flot kontorbygning i høj kvalitet, hvad angår både materialevalg, miljø og indeklima.

”Helt fra begyndelsen har vi gjort os umage med at lave et godt og flot projekt med gennemtænkte løsninger; blandt andet med hensyn til disponering af byggeriet og valg af detailløsninger; blandt andet i forhold til taghuset, så det kan tåle at stå de næste 50 år på havnen i København,” fortæller projektdirektør Ole Møller Petersen fra NCC Building Vest. ”Vi har haft et rigtig stærkt hold på opgaven, og der skal naturligvis lyde en stor tak til alle leverandører og håndværkere for indsatsen.”

Kontorhuset er opført efter Den Frivillige Bæredygtighedsklasse og vil blive certificeret med DGNB Guld.

Fokus på CO2-besparelser
Med udgangspunkt i PensionDanmarks ambitiøse program for bæredygtige tiltag er projektet underlagt strenge krav for CO2-udledning i byggeriet.

”Det er spændende at arbejde med en seriøs og ambitiøs bygherre, der gerne vil påvirke branchen,” fortæller Ole Møller Petersen. ”Det tvinger os til sammen med rådgiveren at tænke nyt, og det synes jeg, vi er lykkedes rigtig godt med.”

Jens Breinholt, bæredygtighedschef for ejendomme i PensionDanmark, tilføjer:
”Hvis vi skal skubbe byggesektoren i en grønnere retning, skal vi sætte baren højt for os selv, entreprenører og leverandører. Derfor arbejder vi i PensionDanmark målrettet med vores program for bæredygtige tiltag, der skal sikre, at vi orienterer os imod de mest klimavenlige løsninger på markedet.”

På baggrund af produktspecifikke EPD’er, har projektteamet kunne udarbejde livscyklusvurderinger til sammenligning af forskellige materi­alers miljøbelastning og dermed kunne indarbejde dette som et parameter, når der skulle vælges materiale.

Ved valg af skærmtegl til facaden, betød den sammenligning, at der blev skiftet til en type, som sparede projektet for 84 tons CO2 i forhold til det oprindeligt valgt produkt,

Der er brugt ca. 36.000 mur­sten på projektet; de vil efter kontorhu­sets levetid kunne genbruges i en ny bygning.

Bygherre har stillet krav om, at der mures med kalkmørtel, som udleder mindre CO2 ved produktion end traditionelt brugt cementmørtel. Desuden er kalkmørt­len lettere at rense af, så både sten og mørtel kan genbruges. Stenene kan dermed let indgå i et nyt byggeri i fremtiden. Også mørtlen kan få nyt liv, da den kan bruges i produk­tionen af ny mørtel.

Til projektet er der købt 245 tons stål i form af stålkompositbjælker. Bjælkernes stålplader er 98 % gen­brugsstål og giver bjælken marke­dets laveste CO2-tal på stålkompo­sitbjælker. Stålkompositbjælkerne er integreret i etageadskillelsen og har fordele som lavere konstruktionshøjde, ek­stra rumhøjde, nemmere HVAC-mon­tage og arkitektonisk frihed. Alene ved valg af råmaterialet er bjælkerne CO2-optimeret med over 40 % i forhold til leverandørens konven­tionelle stålkompositbjælker.

Der er anvendt miljøcement med redu­ceret CO2-udledning; den er produceret ved lavere temperaturer end traditionel cement. Leverandøren af betonelementerne til Marmormolen har taget den nye cement til sig, og de har for første gang gjort brug af den CO2-reducerede cementtype i deres produktion til Marmormolen.

Det er blot enkelte udvalgte eksempler på de i byggeriet valgte løsninger, som reducerer byggeriets CO2-udledning i forhold til mere sædvanlige valg.

På den måde har PensionDanmarks ambitiøse krav til klima­aftryk udfordret ”plejer”, og projektet er på den måde med til at flytte branchen mod et mindre CO2-aftryk.

Alle fotos er til fri redaktionel brug

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2022 havde NCC en omsætning på ca. 54 milliarder SEK og 12.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.