NCC afleverer nyt plejecenter, Soldalhus, i Sindal

Report this content
Læse original

Nyt center med bl.a. 96 plejeboliger er nu blevet afleveret til Hjørring Kommune, der med Soldalhus ønsker at skabe de bedste rammer for både beboere, gæster og medarbejdere.

De første beboere er flyttet ind den 4. november, og i løbet af november vil de øvrige beboere og husets andre funktioner følge trop.

Boligerne i ældrecenterdelen er fordelt i seks boenheder med hver 16 boliger, der ligger omkring en central administrationsbygning. I alt et byggeri på cirka 10.000 m2.

De nye boliger til de ældre borgere er placeret på kanten af Vendsyssels markante bakkeøer med nær kontakt til Sindal by. På den måde kan stedet på én gang drage fordel af landskabets kvaliteter og den bynære placering. 

”Over de sidste måneder af byggeriet har mange af Soldalhus’ kommende medarbejdere været forbi deres kommende arbejdsplads. De har glædet sig til at indrette husene,” fortæller Nick Hjorth Hellner Nielsen, der er senior projektchef i NCC’s byggeenhed i Nordjylland under NCC Building Nordics. ”Det er også noget af en opgave for dem at drive de nuværende ældrecentre, samtidig med at de forbereder og gennemfører en flytning af deres arbejdsplads til det nye ældrecenter, så der er klar til, at beboerne kan flytte ind.”

Det nye center er opført i ét plan, dog med personalefaciliteter i kælderen. Arkitekturen, som CUBO Arkitekter står bag, integrerer en række velfærdsteknologiske løsninger i både boliger og fællesarealer. Her spiller elementer som lys, akustik, indeklima og orientering en vigtig rolle, ligesom Soldalhus er skabt med opmærksomhed på korte afstande og tilgængelighed.

”Ikke nok med at Soldalhus er kommunens største ældrecenter, så rummer Soldalhus også en centerdel med både aktivitetscenter, genoptræning, sygeplejeklinik og en café drevet af borgere i beskyttet beskæftigelse. Det er første gang vi samler så mange forskellige funktioner i ét hus, og det har stillet store krav til byggeriet, da alle har forskellige behov. Det har været en spændende og til tider udfordrende proces, men vi har haft nogle rigtig gode samarbejdspartnere i bl.a. NCC,” siger Henrik Bøgeskov Lolholm, projektchef i Hjørring Kommune.

Et spændende byggeri med træ og genbrugte tegl
Ældrecenterdelen er bundet sammen centerdelen af tre forbindelsesgange. Bygningernes ydervægge er opført med trækassetter, som er beklædt med træ i termowood, mens enkelte ydervægge og indervægge udføres i genbrugstegl.

Tagkonstruktionen er udført med saksespær beklædt med stålpladetag. Alle boliger har ovenlys for at sikre godt og behageligt dagslys i tillæg til døgnrytmebelysningen.

”De seks boenheder er næsten ens. Nogle er spejlvendte, og der er forskel i sammenbygningerne, men det er nok til, at vi har haft glæde af en vis gentagelseseffekt på projektet,” fortæller Nick Hjorth Hellner Nielsen, senior projektchef i NCC Building i Nordjylland. ”Tagkonstruktionen har været et puslespil med mange forskellige typer spær. Det har været interessant og lærerigt, for det er jo altid spændende at blive udfordret på sine faglige kompetencer. Med opførelsen af de to første boenheder fik vi godt styr på puslespilsbrikkerne og fik fastlagt den bedste rækkefølge for de enkelte fag.”

Byggeriets udfordrende spærkonstruktion af saksespær omfatter i centerbygningen spær med et spænd på 24 meter og en højde på syv meter. Samtidig har hver enkelt boenhed budt på hele 87 forskellige typer af spær. På projektet er der monteret i alt 5.200m2 trækassetter og facadebeklædning, 8550 m2 betonelementer, 850 m. limtræ af varierende dimensioner og hele 1.222 stk. saksespær.

Der er monteret 9.750 m2 stålpladetag, samt 136 stk. ovenlysvinduer og ovenlysbånd, ligesom der er monteret 570 m2 solceller i taget.

Hjørring Kommune har i forbindelse med et lokalt renoverings- og nedbrydningsprojekt på Hjørring Sygehus nedtaget teglsten, hvoraf 32.560 stk. genbrugsteglsten og 23.000 stk. teglstensskaller er genbrugt i byggeriet af ældrecenteret.

Det nye center er tegnet af Cubo Arkitekter, der også er totalrådgiver på projektet. Øvrige samarbejdspartnere på projektet er Skaarup Landskab og NIRAS Aalborg.

Alle fotos er til fri redaktionel brug.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, +45 26 15 21 27, carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2023 havde NCC en omsætning på ca. 57 milliarder SEK og 12.200 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.