NCC afslutter Svanens Kvarter i Albertslund Syd

Report this content
Læse original

Med afslutningen af Svanens Kvarter er NCC nu næsten halvvejs med det samlede renoveringsprojekt af 527 gårdhavehuse i Albertslund Syd til en samlet byggesum på 757 mio. kr.

Bygherre BO-VEST inviterede forleden NCC og driftspersonalet til et traktement for at fejre afleveringen af de i alt 79 nyrenoverede boliger i Svanens Kvarter i Albertslund Syd. Og ifølge NCC’s produktionschef, Oliver Ree Deleuran, har NCC i Svanens Kvarter bragt en kompleks del af det samlede projekt til ende:

”Svanens Kvarter har været projektets ’kongeetape’. Det har krævet ekstra kræfter at komme i mål med netop dette kvarter, fordi vi har arbejdet med tre forskellige boligtyper på samme tid: gårdhavehusene, de opdelte boliger, samt de toetagers parterreboliger, der ligger lige ned til åen. Samtidig har vi skullet etableret dybe pumpebrønde i alle boligerne. Men som altid når man når toppen, så kigger man ned af bjerget, smiler og rækker armene i vejret,” siger han.

Bygherre takker håndværkerne såvel som kvarterets beboere, der har været yderst forstående under renoveringsarbejdet:

”Vi må ikke glemme beboerne, som har været yderst forstående overfor kompleksiteten af Svanens Kvarter. Det har uden tvivl været en udfordring at flytte ind i sin nye bolig, mens der foregår så meget i kvarteret i en regnfuld tid på året. Men nu står de med nogle fantastiske nye hjem. Der skal også lyde en stor tak til alle håndværkere,” siger Peter Føhrby Nybom, Senior Projektchef i BO-VEST.

Opgaven i Albertslund Syd indebærer ombygning samt omfattende ud- og indvendig renovering af de gamle gårdhuse fra 60’erne. Renoveringen vil bringe de gamle boliger op til nutidens standard, og give dem en tiltrængt energioptimering. Med afleveringen af de sidste boliger i Svanens Kvarter, har NCC nu afleveret 222 boliger ud af i alt 527 og påbegynder nu arbejdet med de resterende 59 boliger i Vridsløselille Andelsboligforening afdeling 4 Syd sideløbende med 55 boliger i det første af fire kvarterer i afdeling 4 Nord.

De sidste gårdhavehuse forventes at stå klar til indflytning i sommeren 2023, og så vil hele den store Masterplan Syd, som begyndte i 2007, være tilendebragt, så hele området har fået et betydeligt kvalitetsløft.

Sammen med BO-VEST og Vridsløselille Andelsboligforening udføres renoveringen i samarbejde med Tegnestuen Vandkunsten ApS og Wissenberg A/S.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, +45 26 15 21 27, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.