NCC bygger for Biogen Idec

Report this content

Verdens tredjestørste biotekvirksomhed, Biogen Idec, har givet Skandinaviens næststørste entreprenørfirma NCC til opgave at opføre domicil og laboratorium i Nordsjælland. Ordren til NCC er en del af Biogen Idecs nye fabriks- og kontorbyggeri. NCC skal opføre det cirka 10.000 kvadratmeter store danske domicil og laboratorium for den internationale biotekvirksomhed Biogen Idec i Hillerød. Ordren til NCC er på cirka 160 millioner kroner. NCC's opgave er at opføre tre sammenhængende bygninger, der skal rumme Biogen Idecs laboratorier, administration samt kantine. "NCC har tidligere arbejdet sammen med Biogen Idec om projektet, som nu realiseres. Vi glæder os over, at Biogen Idec åbner den nye fabrik i Danmark. Byggeriet betyder meget for Øresundsregionens vision om et Medicon Valley," siger sektionsdirektør Henrik Olsson, NCC Construction Danmark A/S. NCC venter at beskæftige cirka 100 egne og underleverandørers medarbejdere med byggeriet, der skal være færdigt 1. marts 2006. NCC har som et resultat af det lange samarbejde nu modtaget letter of intent fra Biogen Idec, den endelige kontrakt underskrives i løbet af december. Den øvrige del af byggeriet, som omfatter en fabriks- og en forbindelsesbygning, skal bygges af MT Højgaard. Birch & Krogboe er ingeniør og bygherrerådgiver på projektet, der er tegnet af arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen. På processiden står Jacobs Engineering i England som rådgiver og Fluor Daniel og NNE for installationen. Infrastrukturen på grunden står Aarsleff for.

Abonner