NCC bygger ny butik til stål- og VVS-koncern
NCC forvandler Saniståls gamle lagerhal til 1.700 kvadratmeter butiks- og udstillingslokaler i Viborg.
NCC er totalentreprenør på byggeriet, der fremover skal danne rammerne om den lokale afdeling af stål- og VVS-koncernen, Sanistål, i Viborg. – Vi er i gang med en større oprustning i Viborg, og den nye moderne Sanistål-butik skal hjælpe os med at leve op til vores målsætning om at være den foretrukne samarbejdspartner for industri, service- og entreprenørbranchen, siger butiksdistriktschef Claus Jæger Nørbjerg, Sanistål. Den nye butik kommer til at ligge umiddelbart over for den eksisterende Sanistål-butik på grunden, der tidligere husede Saniståls lager. Lageret er nu revet ned med undtagelse af facaden, som renoveres. Butikken opføres med ny bagvæg i betonelementer og kommer til at fremstå som en kasseformet bygning i et plan med fladt tag af tagkassetter. Langs Marsk Stigs Vej udstyres facaden med store vinduespartier i aluminium. 1.250 kvadratmeter af bygningen indrettes til en lys og overskuelig butik med 10.000 varenumre på hylderne plus administration og personalefaciliteter. I de resterende 450 kvadratmeter bygges Sanibad-butik til udstilling af baderumsprodukter. NCC er gået i gang med at støbe fundamentet til de nye lokaler, og den færdige butik åbner til foråret. Orla Dambo, Boax Ejendomme er bygherre på projektet. Når Sanistål er etableret i den nye butik, ombygges den eksisterende Sanistål-butik til moderne butiks- og kontorlokaler. FAKTA om ny Sanistål-butik i Viborg: Adresse: Marsk Stigs Vej, Viborg Bygherre: Orla Dambo, Boax Ejendomme Lejer: Sanistål Totalentreprenør: NCC Construction Danmark A/S Projektsum: 9,3 mio. kr. Arkitekt: KPF Arkitekter AS, Viborg Samlet areal: 1.700 kvadratmeter Ingeniør: ISC Rådgivende Ingeniører A/S, Viborg Byggeperiode: November 2005 til foråret 2006 Yderligere oplysninger: Projektleder Per Thygesen, tlf. 24 88 75 95, pressekoordinator Niels Møller, tlf. 39 10 35 77, NCC Construction Danmark A/S Butiksdistriktschef Claus Jæger Nørbjerg, tlf. 25 52 09 41, Sanistål A/S