NCC dokumenterer medarbejdernes kompetencer
NCC indfører en uvildig dokumentation af medarbejdernes kompetencer. Nu skal ikke kun firmaet, men også de enkelte medarbejdere, certificeres efter en international anerkendt standard. Det sikrer kunderne fuld indsigt i, at NCC har kompetente medarbejdere til at gennemføre de ofte store og komplekse bygge- og anlægsopgaver.
Alle NCC Construction Danmarks medarbejdere med ansvar for at lede større bygge- og anlægsprojekter skal gennem en uvildig bedømmelse og certificering af deres kompetencer i at lede projekter. På den måde får byggebranchens kunder for første gang mulighed for at danne sig et objektivt billede af, om byggefirmaet stiller med de rette kompetencer, når der bydes på en given opgave. – Hos NCC er vi ikke kun i stand til at stille med den rigtige pris og den nødvendige tekniske kunnen, når vi byder på en opgave. For os er det vigtigt, at kunderne får et objektivt grundlag at vurdere firmaets kompetencer på. Det kan nemlig blive både besværligt og dyrt for en byggesag, hvis den valgte løsning ikke rummer de nødvendige faglige og menneskelige kompetencer, siger Human Ressource-direktør Susanne Kynne Frandsen, NCC Construction Danmark. Alle medarbejdere, der leder større projekter i NCC, skal certificeres efter den internationale standard i projektledelse IPMA (International Projekt Management). NCC’s HR-afdeling har udarbejdet et omfattende uddannelsesprogram, der kvalificerer til certificering på et af IPMA’s tre øverste trin for projektledelse, trin C, B og A. – Et stadigt større antal af byggebranchens professionelle kunder nøjes i dag ikke med at se på prisen. De efterspørger kompetente medarbejdere hos byggevirksomhederne. Medarbejderne skal være i stand til at udføre arbejdet til den aftalte tid, i den aftalte kvalitet og til den aftalte pris. Det kræver medarbejdere, der kan overskue stadigt mere komplekse udfordringer, siger Susanne Kynne Frandsen. De første 15 NCC-medarbejdere har netop gennemgået et op til 12 måneder langt uddannelses- og certificeringsforløb. Af de 15 er de 12 – 11 ingeniører og en elektrikker – nu certificeret efter IPMA-standarden. Forløbet indgår i NCC’s nyudviklede Projektakademi, som er en uddannelsesstruktur rettet mod virksomhedens projektmedarbejdere. – Hos NCC har vi det strategiske mål at have branchens bedste medarbejdere. Nu får vi andres ord for, om det er lykkes os at nå målet om have de rette medarbejdere til at løse opgaverne for kunderne, siger Susanne Kynne Frandsen. – I byggebranchen er det normalt at certificere hele virksomheder efter blandt andet de internationale ISO-standarder, som vi også gør hos NCC. Mig bekendt er det første gang, at en dansk entreprenørvirksomhed systematisk får certificeret de enkelte projektledere, så kunderne kan være sikre på at få netop de kompetencer, de køber af virksomheden, siger Susanne Kynne Frandsen. Planen er, at alle uanset alder og erfaring skal gennem certificeringen, hvis de arbejder med ledelse af større projekter. Alt i alt ventes omkring 200 medarbejdere og ledere i løbet af de kommende år at blive certificeret. Fakta om IPMA-certificering IPMA er betegnelsen for den internationale sammenslutning International Project Management Association, der blev grundlagt i 1967 i Wien med deltagelse fra 37 lande. En IPMA-certificering beskriver projektledelseskompetencerne som summen af viden, erfaringer og adfærd. Certificeringen går ud på at teste projektlederens kompetence til at lede et projekt, herunder evnen til at anvende viden og erfaring. På de tre højeste certificeringsniveauer skal kompetencerne bevises hvert femte år gennem en ny certificeringsproces. IPMA’s standarder for projektledelse er udbredt i flere end 30 lande. Omkring 50.000 mennesker ventes inden udgangen af i år at være certificeret af IPMA, heraf cirka 1.300 i Danmark. I NCC bliver det et krav til alle projektmedarbejdere, at deres kompetencer lever op til IPMA-standarderne. I alt 34 danske virksomheder har i dag et større antal IPMA-certificerede medarbejdere ansat, viser en opgørelse fra Foreningen for Dansk Projektledelse, som herhjemme gennemfører certificeringerne. Udover NCC tæller kredsen af virksomheder blandt andet TDC, Novo Nordisk, Nordea, Nokia og Lego. Yderligere oplysninger: Human Ressource-direktør Susanne Kynne Frandsen, telefon 39 10 39 10, NCC Construction Damark Pressekoordinator Niels Møller, telefon 39 10 35 77, NCC Construction Danmark www.ipma.ch www.projektforeningen.dk