NCC er nået til rejsegilde på robothovedkvarter i Odense

Report this content
Læse original

Siden begyndelsen af marts 2022 har NCC været i gang med at bygge et nyt, fælles domicil i træ for Universal Robots og Mobile Industrial Robots.

Nu er byggeriet af det nye, fælles hovedsæde i træ nået så langt, at det har været tid rejsegilde. Bygningerne står meget synlige i landskabet, og træet lyser op og lover godt for miljøet i medarbejdernes hverdag.

Traditionen tro blev der i anledning af rejsegildet budt på lidt mad og drikke til håndværkerne på projektet i det, der på et tidspunkt bliver bygningens kantine og køkken.

Omkring 600 af de kommende brugere af huset var også med til rejsegildet. De arbejder nemlig ikke langt fra byggepladsen, så det var et hyggeligt afbræk i arbejdsdagen at være med til at se og fejre byggeriets fremdrift.

Rejsegildet er jo håndværkernes fest, så derfor var der i talerne særlig tak til de dygtige folk på pladsen, som hver dag lægger deres kræfter i at føre tanker og tegninger ud i virkeligheden.

”Stemningen på pladsen er god trods en presset tidsplan, og håndværkerne virker glade for at være med på træprojektet,” fortæller Claus Heinze, der er senior projektchef i NCC Building i Vest.

Monteringen af alle bærende trækonstruktioner udføres af NCC’s medarbejdere i egenproduktion; træmontagen forventes at vare frem til juni 2023.

”Vi nok skal komme i mål med et rigtig flot kontor, som alle medarbejderne i Universal Robots og Mobile Industrial Robots vil blive glade for at arbejde i, og hvor de får nogle rigtig gode rammer for den videre udvikling af deres meget avancerede produkter,” siger Claus Heinze. ”Det er et spændende projekt og især det, at det er i træ, gør det anderledes end det vante. Gennem totalentreprisen får vi mulighed for at bruge mange af vores kompetencer, som jo netop også omfatter flere træbyggerier”.

Det nye hovedsæde er designet med meget åbne miljøer med træværk både i bærende konstruktioner og på væggene, så bygningerne får et varmt udtryk. Samtidig vil en række store panoramavinduer skabe samspil med den omgivende natur.

Mobile Industrial Robots og Universal Robots er begge ejet af amerikanske Teradyne. De bygger det nye, fælles hovedsæde for at få plads til et stigende antal medarbejdere og for at skabe de optimale rammer for innovation og udviklingen af deres robotteknologi.
 
”Vi er rigtig glade for, at byggeriet skrider planmæssigt frem, og at vi nu er nået til rejsegildet, som er en stor milepæl. De lyse og åbne rammer i vores hovedsæde kommer til at skabe et godt arbejdsmiljø og de perfekte rammer for samarbejde på tværs, og vi glæder vi os helt enormt til at kunne flytte ind i vores nye, fælles lokaler,” siger Kim Nørgaard Andreasen, Vice President og CFO i Universal Robots.


Byggeriet opføres i tre niveauer på det skrånende terræn, så det kommer til at ligge smukt integreret i landskabet omgivet af ældre træer og med udsigt over engene.

Søjler, bjælker og dæk bliver produceret i gran og leveres af HESS TIMBER GmbH fra Tyskland. I alt skal der monteres cirka 900 træsøjler og træbjælker. Derudover monteres der cirka 6.000 m2 CLT-dæk.

Byggeriet er skabt af 3XN/GXN, MOE og Henrik Jørgensen Landskab. Kontoret forventes at være klar til overdragelse i starten af 2024.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2022 havde NCC en omsætning på ca. 54 milliarder SEK og 12.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.