NCC får hjælp til at lave fremtidens bæredygtige boligbyggeri
4500 studerende på Københavns Erhvervs Akademi (KEA) har i en uge arbejdet som fremtidsforskere. Flere af dem har givet deres bud på, hvordan fremtidens bæredygtige bolig skal se ud.
Som en vigtig samfundsspiller har bygge- og anlægsbranchen store muligheder for at forbedre miljøet, men det kræver, at branchen arbejder innovativt og tænker boliger på en ny måde. Den udfordring kan ingen virksomhed eller faggruppe klare alene, og derfor har NCC Construction samarbejdet med studerende på KEA for at høre deres bud på, hvordan fremtidens bolig skal se ud.
”De studerende har præsenteret nogle interessante løsninger for os. Det understreger, at der er meget værdifuld viden at hente ved at have mere fokus på samarbejde. Selvom vi har meget kompetente medarbejdere i NCC, så ligger det os på sinde at udfordre os selv for at skabe nye løsninger. Det ligger i vores DNA,” siger Louise Sjøntoft, der er HR Udviklingsdirektør i NCC Construction.
”Det er helt afgørende, at vi får fat i de unge, der er næste generation af branchens professionelle, så vi sikrer, at de er fagligt klædt på til at udfordre branchen og skubbe på fremtidens byggeri i en mere bæredygtig, men samtidig digital retning,” Louise Sjøntoft.
Bæredygtighed og digitalisering skal gå hånd i hånd
I dag producerer bygge- og anlægsbranchen 30-40 procent af alt affald i Danmark, og 40 procent af den energi, som samfundet bruger, er forbundet med de bygninger, vi lever og arbejder i. Samtidig bevæger den teknologiske udvikling sig med rygende hast med nye kommunikationsteknologier, højere grad af automatisering, digitalisering og vores boliger bliver mere og mere intelligente.
Konkret har de studerende under KEA Week konkurreret om at finde frem til de bedste bud på, hvordan en etagebolig i 2020 skal se ud, og hvilke teknologiske løsninger bygningen skal indeholde. Opgaven NCC har stillet går ud på at finde frem til, hvordan fremtidens boliger kan blive attraktive med øget komfort og moderne teknologier, uden at gå på kompromis med bæredygtighed.
NCC deltager i flere udviklingsprojekter med studerende. Til marts afholder NCC i samarbejde med Danmarks grønne tænketank CONCITO og Center for Bygningsbevaring et vinterakademi for studerende og nyuddannede.
Fakta om KEA Week
- Under KEA Week tager 4500 studerende på KEA et afbræk fra hverdagen og udfordrer vanetænkning i en intensiv uge. Med udgangspunkt i KEA Forskning og Innovation afvikles ugen på tværs af uddannelser og centre for at løfte KEAs kompetencer inden for et felt. En lang række workshopforløb i samarbejde med virksomheder, foredrag med eksperter og events sætter rammen for ugen.
-
Denne tværfaglige uge for hele KEA er en årlig tilbagevendende begivenhed, som afholdtes for første gang i 2014 med temaet innovation.
-
I år har KEA Week foregået i uge 43 og 20 virksomheder deltaget, hvoraf NCC er en af dem, med hver sin opgave, som de har stillet de studerende.
-
Vinderen af de bedste koncepter blev præsenteret lørdag den 24. oktober i Parken i København.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Kommunikations- & Marketingchef Ghita Borring, NCC Construction Danmark A/S, telefon 41 70 44 40
OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 45,5 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2014. NCC-aktien er noteret på NASDAQ OMX Stockholm.
NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing. I 2014 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,2 mia. DKK og cirka 2.100 ansatte.
Tags: