NCC flytter hovedsæde til Søborg
Den 20. februar forlader NCC domicilet ved Tuborg Havn i Hellerup, som har været hovedsædet for tre af koncernens fire forretningsenheder igennem mere end et årti. Sammen med NNIT flytter NCC ind i et helt nyt 36.000 m2 stort byggeri i Søborg.
På mandag er det store flyttedag for ca. 400 NCC-ansatte, når NCC Construction, NCC Bolig og NCC Property Development flytter til adressen Østmarken 3B i Søborg. Der har NCC igennem de sidste 20 måneder opført et moderne, grønt kontordomicil med plads til 2.000 ansatte.
Det karakteristiske byggeri er tegnet af DesignGroup Architects, opført af NCC i totalentreprise og projekteret af egne ingeniører fra NCC Teknik. NCC Property Development er bygherren bag opførelsen, men i foråret overdrages ejerskabet til PFA, der herefter tager over som investor og fremtidig udlejer for NNIT og NCC.
Bæredygtigt moderne domicil
Bygningen er opført ud fra EU’s ’GreenBuilding’-standard, hvilket betyder, at energiforbruget er beregnet til at ligge mindst 25 procent under det gældende lovkrav. Domicilets energi- og miljøvenlige profil har i høj grad været afgørende for NNIT, som samler mange af deres aktiviteter i det nye hus:
”NNIT’s nye hovedkvarter er først og fremmest designet til at skabe et godt og produktivt arbejdsmiljø for NNIT’s 1.300 danske medarbejdere. Arkitekturen, indretningen og udsmykningen skal fremme dialog, kreativitet og koncentration, som i sidste ende skal føre til endnu bedre udvikling og drift af it-løsninger for vores kunder. Det spiller også en stor rolle for os, at huset er en såkaldt ’green building’, som dermed lever op til fremtidens forventede miljøkrav,” siger CFO Søren Bech Justesen, NNIT.
Byggeriets energimæssige kvaliteter ses fx ved tætheden af bygningen, som ligger langt under lovkravet, ligesom der er anvendt 3-lags vinduesglas i højisolerede kompositvinduer. Hele domicilet bliver varmet og kølet ved brug af cirkuleret luft, så der er ingen radiatorer i kontorerne.
Konceptbyggeri giver høj kvalitet til en fornuftig pris
Domicilet er opført ud fra NCC's eget Danske Kontorhuse-koncept, hvilket betyder, at man trækker på en lang række velafprøvede og gennemtænkte løsninger, der giver sikkerhed for god kvalitet og et driftsoptimeret byggeri. Det danner grundlaget for en hurtig produktion til en konkurrencedygtig pris.
”Konceptets styrke er ligeledes, at vi kan tilbyde stor fleksibilitet i det arkitektoniske udtryk og dermed kan skræddersy et byggeri efter kundens ønsker, så længe vi holder os inden for konceptets brede rammer. Når vi kender projektet og dets bygningsdele, og alt ikke skal opfindes forfra hver gang, opnår vi et både produktions- og driftsikkert byggeri. Udover at kunden får et særdeles godt produkt, kan vi bygge et Dansk Kontorhus hurtigere end et traditionelt kontorhus, og vi kan indarbejde og tilbyde bæredygtighed, som eksempelvis GreenBuilding eller BREEAM-certificering, uden væsentlig merpris for vores kunder," forklarer sektionsdirektør i NCC Construction Martin Palmquist.
De 36.000 m2fordelt på fem plan samt kælder rummer foruden 2.000 kontorpladser også fælles kantine, to adskilte receptioner og fitnessrum. Syd for domicilet er anlagt knapt 1.000 parkeringspladser med adgang fra Sydmarken.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Jesper Andersen, pressekonsulent, NCC Construction A/S, telefon 41 70 44 91
NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing.
I 2011 havde NCC i Danmark en omsætning på knapt 6 mia. SEK og cirka 2 200 ansatte. NCC Construction Danmark bygger boliger, kontor, veje, anlæg og øvrig infrastruktur i Danmark.
Tags: