NCC fornyer 6 km kloak i Strøby

Report this content

I denne uge påbegynder NCC Construction saneringen af afløbsledninger i Strøby Ladeplads på Stevns. Arbejdet foregår med den nyeste teknologi og derfor stort set uden gravearbejde.

Når kloaknettet slides i stykker, risikerer rørene at falde sammen, så man er nødt til at grave dem op og anlægge nye. Den situation har Stevns Forsyning A/S undgået i Strøby, hvor man i god tid har foretaget tv-inspektion af afløbsledningerne i området og derfor har valgt at sætte ind nu med en såkaldt foring af rørene.

Operationen har ligheder med en ballonudvidelse på hospitalet. Igennem nogle få åbninger i ledningsnettet indfører NCC foringsmateriale i form af nye rør i alle kloakledningerne. Disse nye udvides, så de ligger helt tæt til de gamle rør, ved hjælp af varmt damptryk. Under processen vil det til tider se ud som om der kommer ”røg” op af kloakken, men der er reelt tale om harmløs vanddamp. Slutresultatet er i princippet nye rør inde i de gamle.

”Vi anvender Omegaliner, som sætter en ny standard for ledningsfornyelse. Det er utroligt miljøvenligt, fordi materialet er helt styrenfrit. Samtidig giver det meget mindre gravearbejde, så vi kan arbejde hurtigere, og dermed er vi til mindst muligt gene for beboerne i området,” forklarer Brian Bryder Rasmussen, senior projektchef i NCC.

Arbejdet er planlagt til at løbe frem til udgangen af 2011. Beboerne i området vil modtage omdelte informationer om, hvornår der skal renoveres tæt på deres ejendom.

Læs mere om Omegaliner på hjemmesiden http://www.ncc.dk/da/Materialer-og-services/Anlagsprojekter/No-dig/Foring/

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Jesper Andersen, pressekonsulent, NCC Construction A/S, telefon 41 70 44 91

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing.
I 2010 havde NCC i Danmark en omsætning på knapt 6 mia. SEK og cirka 2 200 ansatte. NCC Construction Danmark bygger boliger, kontor, veje, anlæg og øvrig infrastruktur i Danmark.

Tags:

Abonner

Dokumenter og links