NCC har nået milepæl på plejecenter Vendelbo

Report this content
Læse original

Bygherre Hjørring Kommune havde inviteret både kommende beboere og medarbejdere, ældreråd og politikere til at fejre håndværkene ved rejsegilde.

NCC er i fuld gang med at opføre nyt plejecenter i Sindal. Byggeriet består af en centerdel med træningsfaciliteter, aktivitetscenter, sygeplejeklinik, café/dagtilbud og administration samt seks boenheder med i alt 96 plejeboliger med tilhørende fælleslokaler. I alt bliver centeret på ca.10.000 m².

Arbejdet er nu så langt, at gæsterne kan få en god fornemmelse af, hvordan kommunens største ældrecenter vil komme til at se ud, når det om et års tid står klar til indflytning.

Hjørring Kommune inviterede til rejsegilde for at fejre det gode arbejde på byggepladsen med håndværkere og andre samarbejdspartnere sammen med beboere på Vendelbocenteret og Smedegården, fremtidige brugere og medarbejdere, Ældrerådet samt politikere.

”Når man kører ind mod Sindal og kigger mod byggepladsen, så overrasker det virkelig én, hvor meget der er sket på et år. Det viser, at vi har et hold af virkelig dygtige og flittige håndværkere på opgaven,” sagde Claus Mørkbak Højrup, bygherreudvalgsformand, i sin tale.

Rejsegildet er håndværkernes fest og en anledning til at sætte fokus på selve byggeprocessen og på netop håndværkere; deres arbejde og deres kompetencer. Til det sagde Jakob Søe Lundgaard, områdedirektør i NCC Building i Nordjylland, i sin tale ved rejsegildet:

”Det er jo håndværkerne, der dag for dag lægger deres faglighed og energi i at bringe liv til arkitektens tegninger og bygherres ønsker, Vi er glade for, at det er lykkes at lave aftaler med mange lokale entreprenører og leverandører, så projektet også er med til at give beskæftigelse til gode lokale kræfter, som vi har et rigtig godt samarbejde med.”

Arbejdet skrider godt fremad

Der er god fremdrift på projektet. Der er gang i tagarbejdet på fire af seks boenheder, og den første boenhed lukkes helt af inden sommerferien. Samtidig er de indvendige ikke fugtfølsomme arbejder så småt startet op i boenhed 1, 2 og 3.

På boenhed 5 rejses træfacadeelementer og spær planmæssigt før sommerferien. Samtidig støbes det sidste terrændæk på boenhed 6, hvor der også monteres betonelementer, ligesom det sidste terrændæk på centerbygningen støbes.

Også før sommerferien monteres træfacadeelementer, ligesom spærmontagen på den første halvdel af centerbygningen startes op. NCC udfører en stor del af arbejdet i egenproduktion inden for betonarbejde, elementmontage samt murer- og tømrerarbejder.

Det nye plejecenter opføres på kanten af Vendsyssels markante bakkeøer med nær kontakt til Sindal by. På den måde kan det på én gang drage fordel af landskabets kvaliteter og den bynære placering.

Centeret er tegnet af Cubo Arkitekter, der også er totalrådgiver på projektet. Øvrige samarbejdspartnere på projektet er Skaarup Landskab og NIRAS Aalborg. Det nye Vendelbocenter forventes at stå klar til indflytning i sommeren 2024.

For yderligere information kontakt venligst:

Pressechef Carl Johan Corneliussen, NCC Danmark, 26 15 21 27, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2022 havde NCC en omsætning på ca. 54 milliarder SEK og 12.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.