NCC i Danmark fornuftigt gennem 3. kvartal
Den fortsatte uro på de finansielle markeder og folketingsvalget satte sit præg på aktiviteten i 3. kvartal
NCC Construction Danmark realiserede i de tre første kvartaler i 2011 en nettoomsætning på 1.877 mio. kr. og et driftsresultat på 94 mio. kr. (5,0 %) mod en omsætning i samme periode sidste år på 1.580 mio. kr. og et driftsresultat på 62 mio. kr. (3,9 %). Ordreindgangen i årets første ni måneder beløb sig til 2.002 mio. kr., som sammenlignet med samme periode sidste år er et fald på 105 mio. kr., svarende til ca. 5 %.
"Vores driftsresultat og ordreindgang for årets første ni måneder ligger på niveau med 2010, men vi har noteret os, at ordreoptaget i 3. kvartal ikke har været lige så stærkt som i årets første halvdel. Den fortsatte uro på de finansielle markeder og folketingsvalget har sandsynligvis været medvirkende årsager til dette," siger adm. direktør Torben Biilmann fra NCC Construction Danmark A/S.
NCC Bolig har efter et 3. kvartal præget af stilstand på boligmarkedet oplevet succes med det nye projekt på Islands Brygge i København. ”Boligkøberne har taget rigtig godt imod Havnevigen på Islands Brygge, hvor alle rækkehuse i første salgsetape blev solgt i løbet af få dage," siger adm. direktør Torben Modvig fra NCC Bolig. ”Boligmarkedet er stadig tungt, men med det rigtige produkt er der tydeligvis interesse i markedet.” Uden for København har prisfald på boliger ført til, at NCC Bolig foretager en nedskrivning af værdien på byggejorden.
NCC Property Development har i juni og september afleveret et stort logistikcenter i Greve og et Company House i Skejby ved Aarhus, hvor man også har igangsat et kontorbyggeri til Atea. NCC Property Development har i 3. kvartal haft rejsegilde på to Company Houses på Teglholmen og ved Flintholm Station i København samt på et butiksbyggeri på Lyngby Hovedgade. ”Udlejningen af vores byggerier går planmæssigt. Beslutningsprocessen er lang, men der er lejere, der ønsker at flytte til moderne lokaler og være en del af vores Company House,” siger Nikolaj Hertel, adm. direktør i NCC Property Development.
NCC Roads har som sædvanlig fuld fart på aktiviteterne henover sommeren og frem til frosten for alvor sætter ind. ”Der er godt gang i alle vores tre forretningsområder: Asfalt, råstoffer og vejservice. Vi formår at holde fast i vores markedsandel men oplever også et vedvarende pres på vores priser, som stiller store krav til effektiviteten," siger adm. direktør Thomas Rask Jensen fra NCC Roads.
Regnskabstal for NCC Construction Danmark A/S:
Millioner kroner | Jan. – sep. 2011 | Jan. – sep. 2010 | Helår 2010 |
Ordreindgang | 2.002 mio. kr. | 2.107 mio. kr. | 2.987 mio. kr. |
Nettoomsætning | 1.877 mio. kr. | 1.580 mio. kr. | 2.266 mio. kr. |
Driftsresultat (EBIT) | 94 mio. kr. | 62 mio. kr. | 97 mio. kr. |
Driftsmarginal (EBIT %) |
5,0 % | 3,9 % | 4,3 % |
Regnskabstal for NCC Property Development, NCC Roads og NCC Bolig oplyses ikke på landeniveau men indgår i resultatet for forretningsenhederne på koncernniveau.
NCC-koncernen, der har aktiviteter inden for byggeri, anlæg, boliger og veje i hele Norden, Tyskland, Baltikum og Skt. Petersborg, har i de første tre kvartaler af 2011 sammenlagt omsat for 28.468 mio. kr.
Regnskabstal for NCC AB:
Millioner kroner | Jan. – sep. 2011 | Jan. – sep. 2010 | Helår 2010 |
Ordreindgang | 35.514 mio. kr. | 31.430 mio. kr. | 42.839 mio. kr. |
Nettoomsætning | 28.468 mio. kr. | 26.262 mio. kr. | 38.533 mio. kr. |
Driftsresultat (EBIT) | 724 mio. kr. | 1.084 mio. kr. | 1.757 mio. kr. |
Driftsmarginal (EBIT %) |
2,5 % | 4,1 % | 4,6 % |
NCC og arbejdsmiljø
"Sikkerhed har altid stået højt på dagsordenen hos NCC. Derfor var 14. september en af årets vigtigste. Den dag stod arbejdet stille ca. en time på alle NCC's byggepladser og kontorer i hele koncernen for at give tid til at tale om arbejdsmiljøet," siger Torben Biilmann fra NCC Construction Danmark A/S.
"Timen blev brugt til at tale om, hvordan vi i fremtiden kan undgå arbejdsulykker. Medarbejderne kom med mange gode input, som blev samlet sammen, og som vi vil bruge aktivt for at nedbringe antallet af arbejdsulykker i NCC,” siger Torben Biilmann.
For yderligere informationer kontakt venligst:
Torben Biilmann, adm. direktør, NCC Construction Danmark A/S, telefon 40 31 19 27
Thomas Rask Jensen, adm. direktør, NCC Roads, telefon 40 64 51 46
Nikolaj Hertel, adm. direktør, NCC Property Development, telefon 20 20 37 00
Torben Modvig, adm. direktør, NCC Bolig, telefon 21 34 29 49
NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing.
I 2010 havde NCC i Danmark en omsætning på knapt 6 mia. SEK og cirka 2 200 ansatte.
Tags: