NCC lægger klimavenlig asfalt på Fynske Motorvej

Report this content
Læse original

NCC’s asfaltmaskiner er netop rullet ud på den udbyggede del af Fynske Motorvej for at lægge kilometervis af klimavenlig asfalt. Den særlige type asfalt skal medvirke til at reducere CO2-udledningen fra vejene og dermed bidrage til en grønnere infrastruktur.

Bilisterne på Fynske Motorvej har det seneste halve år kunne glæde sig over, at der mellem Odense V og Gribsvad er kommet seks spor frem for fire. Men den opmærksomme bilist har måske bemærket, at belægningen på den udbyggede motorvej ikke er helt jævn. Det sidste slidlag mangler nemlig, og det har bevidst ladet vente på sig, da asfalten opnår en bedre kvalitet og dermed en længere levetid, hvis den bliver udlagt om sommeren, hvor temperaturerne er højere.
 

Derfor har NCC netop kørt de store asfaltudlæggere ud på motorvejen for at hjælpe Vejdirektoratet med at gøre den 12 kilometer lange strækning mellem Odense V og Gribsvad helt færdig. Det er bestemt heller ikke en hvilken som helst type asfalt, der lægges ud på strækningen. Der er nemlig tale om en klimavenlig asfalt (KVS), som skaber mindre CO2-udledning fra vejene end de asfalttyper, der hidtil er anvendt.

 

”Asfalttypen er den eneste af sin art i hele verden. Kendetegnet for den er, at den er lettere for bilerne at køre på, fordi belægningen giver mindre rullemodstand mellem dæk og vej. På den måde bruges mindre brændstof, og derved reduceres CO2-udledningen”, siger Bjarne Bo Lund-Jensen, Produktchef i NCC Industry, Asfalt.

Reducerer CO2-udledningen
NCC har sammen med Vejdirektoratet, industrien og forskere fra universitetsverdenen siden 2011 været med til at udvikle den klimavenlige asfalt. Ifølge Vejdirektoratets seneste beregninger vil biler og lastbiler bruge cirka 1,2 procent mindre brændstof, hvis de kører på en KVS-belægning. 

 

”Det lyder umiddelbart ikke af meget, men hvis vi ser på den samlede brændstofbesparelse for alle bilister over en længere periode, vil vi kunne spare klimaet for mange tusinde ton CO2”, siger Bjarne Bo Lund-Jensen.”

Arbejdet er godt i gang

Sidste år udlagde Vejdirektoratet 156 kilometer klimavenlig asfalt i løbet af foråret og sommeren. Heraf udførte NCC i alt 8 strækninger fordelt på motorvej og hovedlandevej rundt i landet.

I år sætter NCC atter fuld spurt på KVS og lægger godt fra land på Fynske Motorvej. Her er NCC’s fræserfører netop ved at være færdige med at rette op på den eksisterende belægning, inden det klimavenlige slidlag kan lægges ud. Et arbejde som bliver udført med multiplex fræsning i de helt store maskiner.

Det er NCC’s asfaltfabrikker i Odense og Kolding, som producerer den klimavenlige asfalt til strækningen. Derudover står de bag produktionen af de over 200.000 tons asfalt som hele første etape af den Fynske Motorvejs udbygning består af – herunder en stor del genbrugsasfalt fra de gamle belægninger på Fynske Motorvej.


For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, email: carcor@ncc.dk, telefon +45 26152127
NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Læs også artiklen ’Asfalt på Fynske Motorvej får nyt liv’: https://www.ncc.dk/medier/pressrelease/b91bc679303d48a4/

 

Få mere info om KVS på vejdirektoratet.dk: https://www.vejdirektoratet.dk/pressemeddelelse/mere-end-100-kilometer-klimavenlig-asfalt-i-aar

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.