NCC når milepæl på Bellahøj Skole

Report this content
Læse original

Snart vender elever og lærere tilbage til skolen efter sommerferien. På Bellahøj Skole i Brønshøj kan de glæde sig over, at endnu en væsentlig etape af skolens renovering er afsluttet i løbet af ferien.

Bellahøj Skole er i gang med en helhedsrenovering og en sporudvidelse. Op til skolestart har NCC afleveret næstsidste etape af det store projekt, som blandt andet rummer anden halvdel af den bevaringsværdige hovedbygning.

”Det er altid spændende at arbejde med renovering af skoler, fordi man virkelig er med til at skabe nye gode rammer for børnenes indlæring,” siger Jes Anders Hansen, senior projektchef i NCC. ”Vi er meget stolte af det, vi har afleveret og ser frem til en god sidste etape.”

Klar til undervisning anno 2020

Klar til det nye skoleår står også et nyt pædagogisk læringscenter, der ligger centralt placeret mellem den gamle skolebygning og den nye udskolingsbygning, og som ifølge skoleleder Lise Velin er skolens hjerte. Der er desuden nye musiklokaler og basislokaler med forbedret akustik og indeklima. Endelig er en række midlertidige undervisningspavilloner, der længe har fyldt op i skolegården, blevet fjernet.

”Skolen er blevet moderniseret og fremstår nu lys og imødekommende med større transparens klar til en undervisning anno 2020, hvor der er plads til både aktiv undervisning og fordybelse,” fortæller skoleleder på Bellahøj Skole Lise Velin. ”Lokaler og gangområder er udover at blive malet, blevet akustikreguleret, hvilket vi sætter stor pris på, da et godt arbejdsmiljø er væsentligt for alle på en skole. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med NCC, hvilket har betydet, at vi sammen har fundet de bedste løsninger, når der både skal bygges og drives god skole på samme tid.

Renoveringsprojektet i sidste fase

Elever, lærere og forældre på Bellahøj Skole i Brønshøj har i 2½ år haft en skole, der også var en byggeplads, men det skoleår der nu begynder, bliver også det sidste med byggeri, da renoveringen nu er gået ind i sin sidste fase, hvor den bygning der før har rummet fritidsordningen, nu skal renoveres og blive til nyt billedkunstlokale og konferencerum.

I december afleverede NCC første halvdel af hovedbygningen med en række klasselokaler og skolens nye SFO: Fremtidens Fritidstilbud. Der er også udført vinduesrenovering, tagudskiftning samt facaderenovering, så hele bygningen har været overdækket og omgivet af stillads på alle sider.

Det omfattende projekt har også givet skolen en helt ny udskolingsbygning med idrætshal på 1. sal samt renoverede og opdaterede faglokaler. Fagfløjen blev afleveret som det første i oktober 2018, udskolingsbygningen i august 2019.

Renoveringens sidste etape, som også indeholder det sidste arbejde i skolegården med ny fodboldbane, løbebane og flere aktivitetsområder, forventes afsluttet i december.

Byggeplads med høj sikkerhed

Renoveringen har stået på, mens skolen fortsat har gennemført undervisning for sine 850 elever. Det har stillet særlige krav til planlægning og indretning af byggepladsen, som har flyttet sig fra etape til etape.

Undervejs har der været etableret gangbroer til elever og lærere, ligesom der er blevet bygget midlertidige adgangsveje til skolen undervejs for at skabe trygge forhold for både små og store.

Det konstante fokus på sikkerhed på byggepladsen gav anledning til, at håndværkerne i løbet af sommeren har kunnet fejre mere end 450 dage uden ulykker med besøg af en pølsevogn.

For yderligere information kontakt venligst:

Pressechef Carl Johan Corneliussen, NCC Danmark, 2615 2127, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Fotos: Jonathan Grevsen

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere de bedste bæredygtige løsninger. NCC er en af de førende virksomheder i Norden inden for byggeri, infrastruktur og ejendomsudvikling med en omsætning på rundt regnet 41 mia. kr. og 15.500 ansatte i 2019. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm. 

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links