NCC opfører kontorbygning for Sanistål

Report this content

Saniståls nye administrationsbygning i Aalborg opføres med en tidssvarende blanding af celle- og storrumskontorer. NCC er valgt som hovedentreprenør.

Sanistål i Aalborg har brug for mere plads til de medarbejdere, som beskæftiger sig med administration, salg og logistik. Derfor bliver hovedsædet i Aalborg udvidet med en ny selvstændig administrationsbygning med plads til en kombination af almindelige kontorer, moderne storrumskontorer, mødelokale og IT-funktioner. – Formålet med udvidelsen er at styrke vores regionale kompetence, så vi kan yde en bedre service til vores kunder, siger IT-direktør Jens Larsen, Sanistål, som har valgt NCC til at realisere Arkitektfirmaet C. F. Møllers vision om en moderne kontorbygning. NCC blev indbudt til licitationen sammen med fem andre entreprenørvirksomheder. – Konstruktion og materialervalg var grundigt beskrevet på forhånd. NCC’s tilbud var det økonomisk mest fordelagtige samtidig med, at vi forventer firmaet uden problemer kan løse opgaven i den projekterede kvalitet. Derfor valgte vi at skrive kontrakt med NCC, siger bygningskonstruktør Lars Christiansen, Arkitektfirmaet C. F. Møller, der fungerer som Saniståls rådgiver. Den nye kontorbygning placeres i naturlig forlængelse af den eksisterende byggelinje parallelt med Hattemagervej. - Vi er gået i gang med at fjerne forurenet jord fra grunden, der tidligere har været losseplads. Foreløbig er der kørt 700 tons jord bort fra pladsen, og der skal formentlig fjernes lige så meget, før selve byggeriet kan gå i gang, forklarer projektchef Niels Jørgen Simonsen, NCC. Kontorhuset opføres i to etager med facadebeklædning af pulverlakerede facadekassetter i stål eller aluminium. – Bygningen får et enkelt og let udtryk takket være de store glaspartier ud mod Hattemagervej, der er ankomstvejen til Sanistål, siger arkitekt Søren Tortzen, C. F. Møller. Som solafskærmning anvendes solfilter i vinduesglasset samt udvendige solskærme, der integreres i facaden. Der bliver plads til 60 kontorarbejdspladser i den nye administrationsbygning. På hver etage indrettes ni kontorer på 14 kvadratmeter samt et 266 kvadratmeter stort åbent kontor. På førstesalen bliver der desuden plads til møderum. – Indgang og diverse birum - kopirum, toilet og depot - placeres i en kerne, der samtidig bliver indretningens arkitektoniske bindeled. Birumskernen går på tværs af de to etager, og kan via trappeskakten følges i hele bygningens højde, siger Søren Tortzen. NCC opfører og indretter bygningen under hensyntagen til dens kommende funktion som kontorarbejdsplads. Alle indvendige vægoverflader sandspartles, filtarmeres og males for at sikre et optimalt akustisk arbejdsmiljø. – Birumskernen beklædes med asketræsfinér for at tilføre arbejdsrummene karakter og varme, og gulvene får en tre millimeter tyk gummibelæging med hammerslået overflade, der både er slidstærk og behagelig at gå på. Der er lavet beregninger på efterklangstiden for at sikre en optimal akustik, siger Søren Tortzen. Arbejdsbelysningen udføres som armaturer, der integreres i det akustisk regulerede systemloft. NCC er færdig med byggeriet, så Saniståls medarbejdere kan flytte ind i de nye kontorer til september 2005. Efter 19 år i virksomheden har NCC’s 49-årige projektleder Niels Jørgen Simonsen deltaget i stort set alle former for byggeri. Han har han især stor erfaring med erhvervsbyggeri - blandt andet fra en del opgaver for fiskeindustrien. Desuden har han været med til at opføre Oceanariet i Hjørring. Fakta om Saniståls nye kontorbygning: Beliggenhed: Håndværkervej 14, 9000 Aalborg Bygherre: Sanistål Hovedentreprenør: NCC Construction Danmark A/S Kontraktsum: 10,8 mio. kr. Arkitekt: Arkitektfirmaet C. F. Møller Rådgivende Ingeniør: Lindgaard Christensen ApS Samlet byggeri: 1.000 kvadratmeter Heraf kælder: 100 kvadratmeter Byggeperiode: 27. januar 2005 - september 2005 Yderligere oplysninger: Projektleder Niels Jørgen Simonsen, tlf. 24 88 71 75, pressekoordinator, Niels Møller, tlf. 39 10 35 77, NCC Construction Danmark A/S Arkitekt Søren Tortzen, bygningskonstruktør Lars Christiansen, tlf. 96 32 97 97, Arkitektfirmaet C. F. Møller. IT-direktør Jens Larsen, tlf. 96 30 60 92, Sanistål

Abonner