NCC ruller rød asfaltløber ud ved RAGNAROCK i Roskilde

Report this content
Læse original

Asfalt behøver ikke altid at være sort. I disse dage lægges en særlig rød asfalt foran rockmuseet i Roskilde. Asfalten skal give nyt liv til den eksisterende røde løber ved ankomstarealet og kickstarte besøgsoplevelsen for museets gæster.

På Rabalderstræde 16 i bydelen Musicon i Roskilde ligger RAGNAROCK – Museet for pop, rock og ungdomskultur. Her er NCC i fuld gang med at udbedre den eksisterende røde løber, som leder op til den ikoniske museumsbygning.

Løberen skal opdateres med en rød asfalt, der skal fremstå med en høj detaljegrad. Det betyder, at NCC udlægger asfalten med så få og synlige samlinger mellem asfaltbanerne som muligt.

NCC producerer den røde asfalt på egen fabrik i Odense. Asfaltfabrikken er en af de få produktionsanlæg i Danmark, der kan fremstille en hel palet af asfaltfarver med klar bitumen, som er yderst velegnet til produktion af indfarvet asfalt.

Udover den klare bitumen består den farvede asfalt i Roskilde af rødt farvepigment og tilpassede røde granitskærver. Tilsammen skal de sikre størst mulig farvebestandighed på den røde løber og dermed understrege stemningen og historien, som museet formidler. Bitumen er et olieprodukt som klistrer stenene sammen og giver asfalten sin karakteristiske sorte farve. Det er derfor, at klar bitumen er velegnet til farvet asfalt.

”Vores anlæg i Odense kan fremstille asfalt i en lang rækker farver. Det åbner op for arkitektoniske muligheder i gaderummet. Derudover kan den farvede asfalt anvendes til at fremme sikkerheden i trafikken ved at markere adskillelse mellem gang- og cykelarealer og kørebaner samt markere legeområder omkring skoler og daginstitutioner,” fortæller Ary Akrawy, salgs- og entrepriseleder i NCC Industry, Asfalt.

Farvet asfalt sætter kulør på udeområder
Senest har NCC’s farvede asfalt kastet glans over Bellahøj Skole. Her satte NCC sidste år kulør på udendørsarealerne med en blå asfalt, som blandt andet markerer legeområder og gangarealer fra parkering til den nye skolebygning.

Den blå asfalt medvirker også til at fremme sikkerheden i skolegården, da farvet asfalt er mindre glat end malede belægninger. Og så skal den blå nuance bidrage til den arkitektoniske helhed omkring skolen.


For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, +45 26152127, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2021 havde NCC en omsætning på ca. 53 milliarder SEK og 13.000 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.