NCC sælger kontorprojekt i Nordhavnen i Københavns Havn for 390 mio. kroner
NCC Property Development sælger kontorprojekt for 390 mio. kroner til ATP, PFA Pension og PensionDanmark
Kontorprojektet får til huse i to tidligere cementsiloer, som nu ombygges til en moderne og spektakulær kontorejendom i Nordhavnen i Københavns Havn. På ydersiden af de to siloer, svævende 24 meter over jorden, hænges syv kontoretager, der i alt kommer til at rumme 11.000 kvadratmeter kontorlokaler og 3.000 kvadratmeter sekundære arealer så som teknikrum, depot og omklædning.
”For en udviklingsvirksomhed som NCC Property Development er det ekstra spændende at få lov til at være de første, når der skabes liv i en ny bydel, og det er et stort privilegium at udvikle på så unik en beliggenhed og kunne tilbyde kontorer med panoramaarbejdspladser til medarbejderne,” udtaler Marius Møller, direktør i NCC Property Development A/S.
Huset vil blive indrettet med flere fælles faciliteter for lejerne, herunder en fælles kantine og tagterrasse på øverste etage med panoramaudsigt over havnen.
”Beliggenheden giver, sammen med miljøcertificeringen, en meget høj attraktionsværdi for de virksomheder, der skal bo i huset,” fortsætter Marius Møller.
Kontorprojektet bygges med høje ambitioner om at minimere miljøpåvirkningen og vil blive miljømæssigt klassificeret på niveauet ’Very Good’ i henhold til det internationale miljøcertificeringssystem BREEAM.
Byggeriet påbegyndes i oktober 2012 og bliver udført af NCC Construction Danmark A/S. Projektet forventes at være klar til indflytning den 1. april 2014.
Fakta:
- Siloerne ligger på Sandkajen, som blev etableret i 50’erne og 60’erne
- De er opført af Aalborg Portland i 1979 til brug for opbevaring af cement, der kunne losses og læsses direkte fra og på skibe ved kajkanten
- Siloerne udbygges og omdannes til et moderne kontorhus på 11.000 kvadratmeter kontorer og 3.000 kvadratmeter sekundære arealer som teknikrum, depot og omklædning
- Kontorerne monteres uden på siloerne og ’svæver’ 24 meter over terræn
- I alt etableres syv etager uden på siloerne
- Øverst etableres til husets lejere en fælles kantine og udendørs tagterrasse med panoramaudsigt
- Med sine 59 meter er siloerne det højeste byggeri i Nordhavnen
- Kontorerne forventes indflytningsklar fra april 2014
- De miljøcertificeres efter BREEAM med klassificeringen ’Very Good’
- Huset indrettes med forskellige fælles faciliteter, som husets lejere deler, herunder den store panoramakantine på husets top
- Projektet er tegnet af DesignGroup Architects A/S
- Århusgadekvarteret er Københavns nye, bæredygtige bydel med plads til 350.000 etagemeter blandet bolig og erhverv, som kan huse 6.000-7.000 arbejdspladser og 3.000 beboere
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Marius Møller, direktør, NCC Property Development A/S, telefon +45 24 88 73 73
Alle NCC’s børsmeddelelser er tilgængelige på www.ncc.se/press
NCC AB er et af de førende entreprenør- og ejendomsudviklingsselskaber i Norden. NCC koncernen havde i 2011 en omsætning på ca. 53 mia. SEK og 17.500 ansatte. NCC Property Development udvikler og sælger kommercielle ejendomme på udvalgte vækstmarkeder i Norden, Baltikum og St. Petersborg.
Tags: