NCC skaber nye rammer om skole for integration af tosprogede
Den nye Selam Friskole, som NCC opfører for DIKEV fonden, er klar til rejsegilde. Eleverne får ved årsskiftet en moderne skole med plads. Skolen opføres i dansk stil med respekt for muslimske traditioner.
Opførelsen af Selam Friskoles nye bygninger i Hasselager ved Århus er nu kommet så langt, at holdes rejsegilde torsdag den 1. september 2005. NCC er totalentreprenør på byggeriet af skolen, som er en privat forældrebetalt friskole. Selam betyder ”fred”, og skolens formål er at fremme integration af tosprogede elever ved at højne deres uddannelsesniveau og tilgodese kulturelle og religiøse traditioner. Al undervisning på skolen foregår på dansk. De cirka 200 elever kan se frem til at få væsentligt bedre forhold i de nye bygninger i Hasselager, der samlet byder på næsten fire gange så meget plads, som skolen har til rådighed på sin nuværende adresse. – Både børn, ansatte og forældre glæder sig meget til at flytte. De lokaler, vi har nu, er alt for små, så den ekstra plads er yderst tiltrængt. Vi får blandt andet en stor legeplads, et fysiklokale, mediatek og moderne IT-faciliteter til brug for undervisningen - ligesom skolefritidsordningen nu får egne lokaler, siger viceskoleinspektør Mustafa Insikli. DIKEV fonden, der har til formål at yde almennyttig og almen velgørende støtte til kulturelle, sociale og undervisningsmæssige aktiviteter, er bygherre på projektet. NCC blev valgt som totalentreprenør på baggrund af gode resultater fra tidligere byggerier udført i samarbejde med bygherrerådgiveren FM Bygningsdrift. – Vi har blandt andet samarbejdet om større projekter som shoppingcentrene Fields og Bruuns Galleri, hvor NCC har fremvist ånd og vilje til at løse byggeopgaven i fællesskab med bygherren. Og de lever fuldt ud op til vores forventninger - også i dette byggeri, siger bygherrerådgiver Ole Stensbjerg, FM Bygningsdrift. Den nye skole opføres som elementbyggeri i to etager samt kælder med et samlet areal på 2.500 kvadratmeter. Set udefra vil skolen fremstå med en skalmur i brune mursten og store vinduer i træ og aluminium. Taget udføres som fladt tag med tagpap. – Arkitekturen tager udgangspunkt i den funktionelle danske tradition kombineret med en moderne æstetik - i behørig respekt for islamiske værdier. Huset er opbygget således, at samtlige lokaler for undervisning er beliggende omkring et atrium i to etager - skolens hjerte - hvorfra pulsen i huset udgår, siger arkitekt Carsten Gjørtz fra GPP Arkitekter. – Vi har gennemført det meste af murerarbejdet, og vi er nu cirka halvvejs med det indvendige tømrerarbejde og installationerne. Byggeriet skrider planmæssigt frem, så vi er helt sikkert færdige, inden skolens elever og ansatte skal flytte ind ved årsskiftet, siger NCC’s projektleder Morten Jakobsen. INVITATION: Redaktionen indbydes til at deltage i rejsegildet på byggeriet torsdag den 1. september 2005 klokken 13, på byggepladsen Elmegårdsvej 1, 8361 Hasselager. FAKTA om Selam Friskole: Adresse: Elmegårdsvej 1, 8361 Hasselager Bygherre: DIKEV Totalentreprenør: NCC Construction Danmark A/S Kontraktsum: 20,2 mio. kr. Bygherrerådgiver: FM Bygningsdrift ApS Arkitekt: GPP Arkitekter Rådgivende ingeniør: NIRAS Rådgivende ingeniører og planlæggere A/S Samlet byggeri: 2.500 kvadratmeter Byggeperiode: April 2005 til december 2005 Yderligere oplysninger: Projektleder Morten Jakobsen, tlf. 21 64 97 47, pressekoordinator Niels Møller, tlf. 39 10 35 77, NCC Construction Danmark A/S. Viceskoleinspektør Mustafa Insikli, tlf. 86 25 08 44, Selam Friskole. Bygherrerådgiver Ole Stensbjerg, tlf. 70 22 68 38, FM Bygningsdrift ApS.