NCC skal lægge 57 km klimavenlig asfalt i 2022

Report this content
Læse original

I det nye år ruller NCC atter asfaltmaskinerne ud på de danske statsveje for at lægge tonsvis af klimavenlig asfalt (KVS). De ”grønne” belægninger skal medvirke til at reducere CO2-udledningen fra trafikken.

De seneste par år har NCC’s asfaltdivision haft fuld fokus på KVS og hjulpet Vejdirektoratet med at producere og udlægge mange tusinde tons af den klimavenlige asfalt på i alt 18 strækninger.

2022 er ingen undtagelse. Her fortsætter NCC nemlig de gode klimatakter og har netop vundet yderligere 15 KVS-strækninger rundt i landet. Det svarer til 57 km vej, fordelt på almindelige hovedlandeveje samt 4- og 6-sporede motorveje.

”Vi ser frem til endnu flere KVS-strækninger i det nye år. Vi har efterhånden rigtig god erfaring med klimavenlig asfalt. Det gælder både i fremstillingen af asfalten på vores fabrikker, men også i udlægningen på vejene”, siger Bjarne Bo Lund-Jensen, Produktchef i NCC Industry, Asfalt.

Han fortæller, at den særlige asfalt er lettere for bilerne at køre på, fordi belægningen giver mindre rullemodstand mellem dæk og vej. Og når rullemodstanden på vejen er mindre, kører bilerne længere på literen. På den måde bruges mindre brændstof, og CO2-udledningen reduceres.

Udsigt til en grønnere vejtransport
Siden 2011 har NCC sammen med Vejdirektoratet, industrien og forskere fra universitetsverdenen været med til at udvikle den klimavenlige asfalt.

”Det er altid spændende, når mange års forskning bliver ført ud i livet. KVS er til gavn for vores miljø og klima, og som virksomhed er vi naturligvis glade for at kunne bidrage til en mere grøn vejtransport i Danmark”, siger Bjarne Bo Lund-Jensen.

Udlægningen af de mange tons klimavenlig asfalt sker i forlængelse af regeringens beslutning om, at al ny asfalt på statsvejnettet som udgangspunkt skal være klimavenlig.

”Asfalttypen er den eneste af sin art i hele verden, og den kan have stor betydning for bestræbelserne på at gøre noget ved CO2-udledningen, der kommer fra vejene. Det er noget, vi er meget stolte af at have været med til at udvikle i Vejdirektoratet. Når hele statsvejnettet er udskiftet med den klimavenlige asfalt, ved det almindelige asfaltskifte, så bidrager den klimavenlige asfalt med betydelige CO2-besparelser samtidig med, at det samfundsøkonomisk er en fordel at investere midler til,” siger områdechef i Vejdirektoratet, Gert von der Ahe.

Ifølge Vejdirektoratets beregninger vil biler og lastbiler bruge cirka 1,2 procent mindre brændstof, hvis de kører på en KVS-belægning. Det lyder umiddelbart som et beskedent tal, men set i et større perspektiv er der, ifølge Bjarne Bo fra NCC, store gevinster at hente.

”Hvis vi ser på den samlede brændstofbesparelse for alle bilister over en længere periode, vil vi kunne spare klimaet for mange tusinde tons CO2. Det giver derfor rigtig god mening at udskifte de gamle belægninger med klimavenlig asfalt.”

NCC skal stå for produktion og udlægning af klimavenlig asfalt på dele af følgende strækninger i 2022:

  • Motorvejen ved Odense
  • Motorvejen ved Kolding
  • Motorvej ved Høje Taastrup
  • Hovedlandevej ved Boserup
  • Hovedlandevej ved Hillerslev
  • Hovedlandevej ved Gørløse
  • Hovedlandevej ved Jyllinge
  • Hovedlandevej ved Viborg
  • Hovedlandevej ved Spodsbjerg
  • Hovedlandevej ved Kastbjerg
  • Hovedlandevej ved Sunds
  • Hovedlandevej ved Ørnhøj
  • Hovedlandevej ved Skave
  • Hovedlandevej ved Finderup
  • Hovedlandevej ved Hvam

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, email: carcor@ncc.dk, telefon +45 26152127

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.