NCC skal være med til at bygge CO2-fangstanlæg for Ørsted

Report this content
Læse original

NCC vinder anlægsentreprise på Ørsteds kommende anlæg til CO2-fangst og -lagring på Asnæsværket i Kalundborg

Ørsteds projekt til CO2-fangst og -lagring, Ørsted Kalundborg Hub, er blevet tildelt en 20-årig kontrakt af Energistyrelsen. Det indebærer, at Ørsted skal etablere CO2-fangst på det træflisfyrede Asnæsværket i Kalundborg og på Avedøreværkets halmfyrede kedelanlæg i Storkøbenhavn.

NCC, der er kendt for sin ekspertise inden for store, komplekse anlæg som vandværker, skybrudstunneler og renseanlæg, er netop valgt til opgaven med at opføre fundamenter, bygninger og rørbroer til CO2-fangstanlægget på Asnæsværket. CO2-anlægget i Kalundborg forventes årligt at opsamle 280.000 ton biogen CO2 fra kraftvarmeværket.

"Vi ser frem til at samarbejde med Ørsted og er stolte over at kunne bidrage til projektet samt støtte Danmarks ambitioner om CO2-fangst og lagring. Store og komplekse anlægsprojekter er en central strategisk prioritet for NCC og harmonerer derfor godt med vores kernekompetencer," siger Flemming Carlsen, der er direktør i NCC Infrastructure i Danmark.

Projektet markerer det første skridt mod etableringen af en CO2-infrastruktur i stor skala i Danmark. Asnæsværket vil ikke blot fungere som knudepunkt for fangst og transport af Ørsteds eget CO2, men kan også potentielt håndtere CO2 fra andre udledere.

”Vi ser frem til sammen med NCC at få sat gang i byggeriet af det første CO2-fangstanlæg i fuld skala i Danmark. Der skal sættes gang i mange forskellige tiltag for at bremse klimaforandringerne, og med vores CCS-projekt vil vi bidrage væsentligt til at realisere de politisk vedtagne danske klimamål for 2025 og 2030,” siger Ole Thomsen, Senior Vice President og chef for Ørsteds kraftværksforretning.

Effektiv byggeproces
Opgaven for NCC omfatter de mange anlægsarbejder, herunder fundering og betonarbejder, som er nødvendige for byggeriet af selve procesanlægget i Kalundborg. Projektet forventes at være klar til brug inden udgangen af 2025. 

”Vi er allerede i fuld gang med at forberede de indledende faser. Projektet skal realiseres hurtigt og effektivt, og det er derfor vigtigt at vi får tilrettelagt projektet nøje, så processen kommer til at glide. Det har vi fuldt fokus på”, siger Flemming Carlsen.

NCC sætter arbejdet i gang i år og forventer at have sin del af projektet afsluttet i 2025. Ordren er på ca. 200 mio. DKK, og ordreregistreres i Q1 og Q2 i 2024.

Illustration: Ørsted

Læs mere om projektet: https://orsted.com/en/what-we-do/renewable-energy-solutions/orsted-awarded-ccs-contract

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2022 havde NCC en omsætning på ca. 54 milliarder SEK og 12.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.