NCC slipper grundvandet på Kronløbsøen

Report this content
Læse original

NCC har rundet en stor milepæl i byggeprocessen på Kronløbsøen i Nordhavn. Grundvandet er sluppet efter næsten 2 års grundvandssænkning. 

Byggeriet af Kronløbsøen i Nordhavn skrider planmæssigt frem, og har rundet en vigtig milepæl, der markerer, at projektet er lidt over halvvejs i mål. NCC har siden januar 2020 oppumpet omtrent 1,8 millioner m3 vand for at holde vandet omkring Kronløbsøen 12 meter under havniveau. Nu har byggeriet stået sin prøve, da der er slukket for de pumper, der holder vandet ude fra byggegruben.

”Når man bygger en kælder under vandets overflade, skaber man en massiv opdrift, men vi har efterhånden etableret så meget tyngde i byggeriet og sikret øen med over 700 jordankre, at den store parkeringskælder, som udgør fundamentet for hele øen, ikke ”flyder op”, når grundvandet slippes,” siger Claus Munk, produktionsdirektør i NCC Building, og fortsætter: ”Vi har lavet en dobbelt vandtætning ved at bruge vandtæt beton og en tættende membran på kælderydervæggene, så konstruktionen kan stå imod vandet.”

Vandet ledes tilbage i jorden

En vigtig del af grundvandssænkningen er reinfiltrationsprocessen, hvor det oppumpede vand ledes tilbage i jorden. Vandpumperne er automatiserede og kan styres online således, at man kan måle og føre opsyn med vandstanden, der langsomt vil stige til sit sædvanlige niveau.

”Når vi leder vandet tilbage i jorden med reinfiltration, beskytter vi bl.a. nabobygninger mod sætningsskader og sørger for, at vi ikke forurener grundvandet,” siger Nathalie Lückstädt, projektleder i NCC Hercules.

Derfor har NCC i hele perioden overvåget grundvandet både inden- og udenfor øen, samt udtaget og analyseret over 300 separate vandprøver fra området.

”Vi har udvekslet data med andre omkringliggende projekter, netop fordi vi har fået så stor en database efter at have målt og dokumenteret vandstand og vandkvalitet over så lang en periode”, siger Nathalie Lückstädt. Over 95% af det oppumpede vand er ledt tilbage i jorden gennem i alt en km reinfiltrationssystem, og kommunen har været med på sidelinjen hele vejen.

Nu venter der et større oprydningsarbejde efter den omfattende grundvandssænkning, som forventes at vare året ud, og sideløbende påbegyndes facadelukning, tagkonstruktion og indvendig aptering.

Fakta om Kronløbsøen

NCC er totalentreprenør på byggeriet, som er et samarbejde mellem By & Havn, PensionDanmark samt Nordkranen og forventes at stå færdigt i 2023.

Kronløbsøen er et forbindelsesled hen over Kronløbsbassinet i Københavns nye bydel Nordhavn. Øen på 9.500 kvadratmeter kommer til at rumme både bolig- og erhvervsbyggeri, som bliver opført i seks separate bebyggelser formet som en karré omkring et indre gårdrum.

Boligerne består af 233 ejerlejligheder som varierer i størrelse fra 50 til 200 kvadratmeter.

Øen etableres på en base med underjordisk parkeringshus i fire etager med teknik-, cykel- og depotrum – beliggende under vandoverfladen. Parkeringshuset får plads til ca. 1.100 biler.

Kronløbsøen bæredygtighedscertificeres efter DGNB-standard på niveauet Guld.

For yderligere information kontakt venligst: 

Carl Johan Corneliussen, Pressechef, +45 26152127, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.