NCC udlejer bæredygtige kontorer i Gladsaxe Company House til Baxter A/S.
NCC har udlejet 1.300 kvm kontor i Gladsaxe Company House til medicinalvirksomheden Baxter A/S. Gladsaxe Company House stod færdigt i midten af januar og repræsenterer noget af det ypperste inden for miljøcertificering af kontorbyggeri i Danmark.
Første Guld-certificerede kontorhus i Danmark
Inden for ganske kort tid forventes Gladsaxe Company House, som det første kontorbyggeri i Danmark, at blive certificeret med karakteren Guld efter miljøcertificeringssystemet DGNB.
”For Baxter, der bl.a. aflægger globalt bæredygtighedsregnskab, er bæredygtighed en selvfølgelig del af virksomheden og indebærer en langsigtet strategi for at balancere virksomheden mod sociale, økonomiske og miljømæssige hensyn. Derfor er det også helt rigtig for os at bo i et miljøcertificeret hus – ovenikøbet med topkarakter”, udtaler Jan Stevnsborg, adm. direktør hos Baxter A/S.
Baxter har i forvejen en lejeaftale med NCC på en lagerbygning på 7.200 kvm i Stockholm. Bygningen har en 25 % energibesparelse sammenlignet med modsvarende traditionelle bygninger og har GreenBuilding certifikat.
Company House på god beliggenhed
Gladsaxe Company House der er opført på den tidligere tobaksgrund i Gladsaxe bliver nærmeste nabo til den fremtidige letbane, der kommer til at følge Ring 3 uden om København.
”På vores nye kontor samler vi medarbejdere fra to lokationer i henholdsvis Vallensbæk og Allerød og derfor har beliggenheden også haft afgørende betydning for det endelige valg af Gladsaxe Company House, så Gladsaxe og den ekstremt gode tilgængelighed er perfekt”, uddyber Yvonne Vinther Rasmussen, Office Manager Denmark hos Baxter A/S.
Baxter flytter ind i Gladsaxe Company House med lidt over et halvt hundrede medarbejdere 15. maj 2015, og kommer til at dele adresse med NCC, som selv flyttede ind i det 15.000 kvm store Company House i januar 2015.
”Vi glæder os til at dele Gladsaxe Company House med Baxter og de andre lejere, der skal være med til at fylde huset helt op. NCC har foreløbig skabt mere end 15 Company Houses rundt omkring i Danmark og NCC´s egne kontorer i både Kolding og Aarhus har allerede i en årrække ligget i Company Houses. Nu er det rigtige tidspunkt at tage skridtet fuldt ud for NCC´s hovedkontor også”, siger Marius Møller, adm. direktør i NCC Property Development, som har udviklet Gladsaxe Company House.
Med udlejningen til Baxter A/S er Gladsaxe Company House 75 % udlejet, og der er fortsat stor interesse for det guldcertificerede kontorhus. Der er konkret dialog med flere interesserede lejere for øjeblikket.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Marius Møller, administrerende direktør, NCC Property Development A/S,
Telefon +45 2488 7373
Fakta om Gladsaxe Company House
- 15.400 kvm Company House på hjørnet af Tobaksvejen og Gladsaxe Ringvej
- NCC har tidligere opført 15 Company Houses – Gladsaxe Company House er således det 16. i landet – og flere er på vej
- Købt af PensionDanmark
- Opført af NCC Construction Danmark A/S
- Udviklet af NCC Property Development A/S
- Tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter
- Byggeperiode: 1. juli 2013 – 15. januar 2015
- Miljøcertificeres som DGNB Guld
- Ca. 3.500 kvm kontorer er ledige, men der er stor interesse og positiv dialog med flere interesserede lejere
Fakta om DGNB
DGNB er en af verdens førende standarder for certificering af bygninger og byområders bæredygtighed. Certificeringen er bygget op om Brundtland-rapportens holistiske definition på bæredygtighed, og vurderer dermed bygninger og byområders bæredygtighed ud fra et såvel socialt som økonomisk og miljømæssigt perspektiv. Teknologi, proces og placering er føjet til disse tre klassiske aspekter af bæredygtighed for at afdække alle relevante områder inden for bæredygtigt byggeri. DGNB administreres i Danmark af non-profit organisationen Green Building Council Denmark.
Læs mere om DGNB på www.dk-gbc.dk
For yderligere information kontakt venligst:
Marius Møller, adm. direktør i NCC Property Development Danmark, telefon 45 24 88 73 73
OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 45,5 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2014. NCC-aktien er noteret på NASDAQ OMX Stockholm.
NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing. I 2014 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,2 mia. DKK og cirka 2.100 ansatte.
Tags: