NCC udlejer nye auditorier til CBS ved Flintholm Station

Report this content
Læse original

NCC Property Development har udlejet 2.300 kvm til Copenhagen Business School i Flintholm Company House. Lokalerne skal overvejende benyttes til auditorier men kommer også til at indeholde uformelle studieområder samt cafe. Omtrent 1.000-1.200 studerende skal have deres daglige gang i Flintholm Company House fra 1. september 2013.

For de unge mennesker, der skal have deres daglige gang i CBS´ nye auditorier er beliggenheden nærmest en gave.

”I første omgang havde vi ikke set det indlysende i at udleje til en uddannelsesinstitution,” siger udlejningschef Nicolai V. Nielsen, NCC Property Development. ”Flintholm Company House ligger praktisk taget på perronen, S-tog og Metro går lige til døren, og Flintholm Station ligger kun enkelte stop fra CBS´ øvrige lokaliteter ved henholdsvis Lindevang og Frederiksberg Station”.

Dels skal det være nemt for de studerende, som i stor udstrækning benytter sig af den offentlige trafik, og dels skal forholdene være af en vis standard, og den kombination er der ikke mange beliggenheder der kan opfylde.

”CBS er glad for at kunne leje tre auditorier så tæt på vores resterende campus. Det har været vigtigt for CBS at sikre en god kvalitet i dette midlertidige lejemål, således at de studerende får en god undervisningsoplevelse og vores medarbejdere en god arbejdsplads,” udtaler universitetsdirektør Peter Jonasson, CBS.

NCC er i fuld gang med at indrette lokalerne, så de står klar til studiestart i september. Der indrettes tre auditorier til i alt ca. 600 studerende samt café og helpdesk.

Flintholm Company House indeholder ca. 25.000 kvm kontorer og butikker, heriblandt en cykelsmed, der uden tvivl vil være til stor glæde for studerende med punkteringer, og et par caféer.

Udsigterne til et velfungerende og blomstrende studiemiljø i og omkring Flintholm Company House er gode. Nu venter man bare på de unge mennesker.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Camilla Rydahl, kommunikations- og marketingchef, NCC Property Development A/S, telefon 2488 7440

Nicolai V. Nielsen, udlejningschef, NCC Property Development A/S, telefon 4170 4470

Mikael Koldby, presseansvarlig, Copenhagen Business School, telefon 3815 3722

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Bolig.
I 2012 havde NCC i Danmark en omsætning på knapt 5,7 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte. NCC Property Development udvikler og sælger kommercielle ejendomme på udvalgte vækstmarkeder i Norden, Baltikum og St. Petersborg.

Tags: