NCC vil realisere enestående boligprojekt i København

Report this content

NCC har købt byggegrunden og byggeretten på Krøyers Plads af den danske stats ejendomsselskab Freja Ejendomme A/S. NCC håber med købet at virkeliggøre det nyskabende forslag til bolig- og erhvervsbebyggelse, som er udarbejdet af den verdensberømte, hollandske arkitekt Erick van Egeraats tegnestue EEA i Rotterdam. "Erick van Egeraats ideer og tegninger er enestående. Jeg håber virkelig, at vi kan få lov til at gøre byggeriet til virkelighed, så København får endnu et boligområde i arkitektonisk verdensklasse," siger koncerndirektør Torben Biilmann, NCC Construction Danmark. Når Københavns Borgerrepræsentation har vedtaget lokalplan for området, står det klart, om og hvordan Erick van Egeraats projekt kan realiseres. NCC regner med, at det koster omkring 600 millioner kroner at færdiggøre Erick van Egeraats projekt for Krøyers Plads, heraf udgør købet af grunden cirka 100 millioner kroner. Projektet omfatter 18.300 etagekvadratmeter opført i selvstændige tårne. Da Erick van Egeraats projekt i 2003 i konkurrence med fire andre, internationale arkitektfirmaer vandt den statslige idékonkurrence om at bebygge Krøyers Plads hed det, at projektet "i en velovervejet og fin dialog med byens gamle tag- og tårnprofil giver en nyfortolkning af mødet mellem nyt og gammelt." Den nye Krøyers Plads vil i givet fald knytte sig til den øvrige, nytænkende arkitektur, som NCC har været med til at skabe langs den nye, åbne havnefront i København. I Havnestaden har NCC stået bag LO's nye hovedkontor, her er NCC også ved at realisere Gemini Residence (også kendt som 'frøsiloen') samt gennemfører forvandlingen af de høje, hvide industrisiloer til lejligheder for Nordea. NCC har blandt andet også ombygget pakhuse på Langelinie til lejligheder og det er også NCC som har bygget nye, kendte bygninger som DFDS' færgeter-minal og 'kobbertårnet' til advokatfirmaet Plesner, begge i det gamle frihavnsområde. Grunden, som NCC har købt af Freja Ejendomme A/S, ligger mellem inderhavnen, Den Nordatlantiske Brygges Pakhus og Wilders Pakhus og har udsigt over mod Nyhavn. Arkitekt Erick van Egeraat er uddannet fra Technical University i Delft. I årene 1984 til 1995 var han en af grundlæggerne og ejerne af arkitektfirmaet "Mecanoo". Siden 1995 har han ledet "Erick van Egeraat Associated Architects" (EEA). EEA har kontorer i London, Budapest og Prag. Erick van Egeraat er æresmedlem af den tyske arkitektsammenslutning og af Royal Institute of British Architects (RIBA). Hovedværker af Erick van Egeraat: Boompjes Pavilion i Rotterdam, Holland (med Mecanoo) (1990) Naturhistorisk Museum, Rotterdam, Holland (med Mecanoo) (1990) Hollands Nationalbank og ING, Budapest, Ungarn (1992 - 1997) Skolen for Mode og Grafisk Design, Utrecht, Holland (1995 - 1997) Ichthus Hogeschool, Rotterdam, Holland (1996 - 2000) Crawford Municipal Art Gallery, Kork, Irland (1996 - 2000) Tropenpunt, Amsterdam, Holland (1998 - 2002) Villa Bianca, Prag, Tjekkiet (1997 - 2001) Royal Shakespeare Theater, Stradford-on-Avon, Storbritannien (vinderprojekt, 1998) Krøyers Plads, København, Danmark (vinderprojekt 2003, foreslås opført 2005 - 2006) Mere information om Erick van Egeraat på www.eea-architects.com

Abonner