NCC vinder konkurrence om ny IT-forskerpark
NCC har vundet konkurrencen om en IT-forskerpark på Katrinebjerg i Århus. NCC’s projektforslag er - i tæt konkurrence med fire andre - udpeget som det økonomisk set mest fordelagtige. ”Efter et utroligt tæt løb, hvor vi har set på mange spændende løsninger af opgaven, har vi udvalgt forslaget og tilbuddet fra NCC Construction Danmark A/S som det økonomisk mest fordelagtige,” siger direktør Erling Lindahl, som sammen med rektor Niels Chr. Sidenius er formand for bedømmelsesudvalget for IT-Forskerpark Katrinebjerg. ”Nu drejer det sig om at få spaden i jorden,” siger direktør Hans Møller, IT-Forskerpark Katrinebjerg A/S. Kontakten mellem IT-Forskerpark Katrinebjerg og NCC ventes indgået i august, hvorefter byggeriet kan begynde. Byggeriet bliver på 10.800 kvadratmeter og omfatter blandt andet to auditorier, bibliotek og en gennemgående indre gade, som bliver livsnerve og dagligt omdrejningspunkt for de mange mennesker, der skal færdes i det nye forskermiljø. For NCC bliver der tale om en ordre på cirka 100 millioner kroner. Byggeriet udføres i totalentreprise af NCC Construction Danmark A/S med planmæssig byggestart 1. oktober i år. Århus’ nye IT-centrum står færdigt i foråret 2006. I den cirka 17 måneder lange byggeperiode venter NCC at beskæftige cirka 50 mennesker med byggeriet, heraf bliver omtrent halvdelen egne medarbejdere. IT-forskerpark Århus er tegnet af C. F. Møllers Tegnestue i samarbejde med NCC og ingeniørfirmaet Søren Jensen. Forskerparken udføres, så den senere kan udvides. Den ny forskerpark kommer til at fremtræde i lyse, strøgne facader med store glaspartier. Forskerparken ligger på hjørnet af Åbogade og Helsingforsgade i Katrinebjerg-kvarteret, på en grund som tidligere har rummet en stålvirksomhed.