Ny kæmpebiograf bygges over landets hidtil største stålskelet

Report this content

  Der skrives byggehistorie i forbindelse med opførelsen af den nye CinemaxX biograf ved det kommende Bruuns Galleri midt i Århus i disse uger. Én af landets hidtil største og mest komplicerede stålbygningskonstruktioner er således ved at være på plads - på én af landets mest komplicerede byggepladser. Konstruktionen gør det muligt at placere den meget store bygning, der vejer cirka 6.000 ton, oven på P-kælder og butikscenter med vægten fordelt på forholdsvis få søjler. - Udgangspunktet for konstruktionen var en "konflikt" mellem interesser i byggeriet. Den 75 meter lange, 35 meter brede og 20 meter høje biografbygning skulle placeres oven på en del af butikscentret, som igen er placeret oven på en P-kælder. Normalt ville man fordele en vægt som biografbygningens på mindst 100 punkter. Men for at få en acceptabel placering af søjler i biograf, butikscenter og parkeringskælder har vi måttet fordele vægten på kun 24 punkter, forklarer projektleder Bo Lagerberg, NCC Danmark, der er totalentreprenør på hele Bruuns Galleri-projektet. Også logistikmæssigt har byggeriet været en kæmpe udfordring:- Der er ingen udenomsplads på grunden. Så vi måtte starte i den ene ende og arbejde os op i fuld højde med både stålkonstruktion, betondæk og facader, mens vi trak os tilbage. Det var besværligt at få kraner tæt nok på, så vi måtte lave mange løft, hvor vores tårnkran og op til fem mobilkraner var involveret, siger Bo Lagerberg.Efterfølgende måtte tårnkranen løftes ud af byggeriet med en gigantisk mobilkran. Diagonal trækkraft på 340 tonBeregningerne, der ligger til gund for bygningskonstruktionen, er udført af Rambøll.- Opgaven lød på at beregne og opbygge en stålkonstruktion, som sikrer, at meget store kræfter kanaliseres på tværs i bygningen gennem bjælker i væggene og hen til forholdsvis få punkter, som kan optage de lodrette kræfter, fortæller civilingeniør Jens Kirk fra Rambøll. Også samlingerne stillede store krav: - Det har været den sværeste svejsetekniske opgave, vi nogensinde har udført, siger projektleder Kim Høj Thomsen fra underleverandøren J. Langkjær Stålbyg.- Den største diagonale trækkraft er cirka 340 ton, og ét sted har vi en lodret kraft på cirka 980 ton. Der er brugt stålbjælker med en højde på op til 900 mm, fortæller Kim Høj Thomsen.Boltede samlinger alene kan ikke overføre de store kræfter. Derfor er der udført montagesvejsninger og påforinger omkring stålprofilerne. Betondimensioner som på et kraftværk Der er i alt brugt 800 ton stål til konstruktionen. Bygningen er i to etager - med biografsale på begge dæk og et betondæk imellem, som blandt andet skal sørge for lydisolering vertikalt mellem biografsalene. Totalt set når den op på en vægt på 6.000 ton. - En så stor vægt på få punkter stiller store krav til fundamentet. Derfor er betonsøjlerne i den kraftige 800 mm dimension, som svarer til dem, man ser på kraftværker, fortæller Bo Lagerberg fra NCC. P-kælder, butikker og biograf hviler endvidere på cirka 1.400 piloteringspæle. Biografen bliver på 5.500 etagekvadratmeter, og den kommer til at rumme otte biografsale med plads til i alt 2.027 mennesker. Den største sal får plads til 544. I den ene ende af bygningen indrettes et 460 kvadratmeter stort butiksareal, som er til udlejning. NCC afleverer bygningen til biografen til sommer, og CinemaxX vil være klar til at tage imod publikum samtidig med indvielsen af det store indkøbs-, oplevelses- og underholdningscenter, Bruuns Galleri, den 15. oktober 2003. Steen & Strøm Danmark A/S er bygherre på projektet og et datterselskab i den norske Steen & Strøm koncern, der er Skandinaviens største inden for udvikling og management af butikscentre. Samlet ejer eller administrerer Steen & Strøm mere end 55 shoppingcentre på til sammen over én million kvadratmeter og med en årsomsætning på over 35 milliarder norske kroner. I Danmark alene har Steen & Strøm ansvaret for 16 af de største og mest succesfulde centre.  

Abonner

Dokumenter og links