Nye uddannelser i ny tilbygning på Syddansk Universitet Esbjerg
Syddansk Universitet udbyder efter sommerferien to helt nye uddannelser i Esbjerg – cand.negot i international turisme- og fritidsmanagement samt kandidat i Samfund og Teknik. De studerende på de to nye uddannelser får ligesom de nuværende 600 studerende på Syddansk Universitet i Esbjerg glæde af et nyt funktionelt studiemiljø i en 2.700 kvadratmeter stor tilbygning. Den er opført i totalentreprise af NCC Construction Danmark A/S og indvies mandag den 28. april af rektor Jens Oddershede, formand for de studerendes råd Lars M. Christensen og borgmester Johnny Søtrup. - Vi har oplevet en kraftig stigning i antallet af studerende siden Sydjysk Universitetscenter i 1998 blev til Syddansk Universitet i Esbjerg. Sammen med nye uddannelser har det gjort en udvidelse af bygningerne nødvendig, siger rektor Jens Oddershede, Syddansk Universitet. Der er allerede stor interesse for de to nye uddannelser, som yderligere vil øge søgningen til universitetet i Esbjerg og styrke byens uddannelsesprofil. Auditorium til 150 personerMed de to nye uddannelser tilbyder Syddansk Universitet i alt fem studieretninger i Esbjerg udover Åben Uddannelse. I forvejen har universitetet bachelor- og kandidatuddannelser i historie, folkesundhedsvidenskab samt HA og cand.merc. - Studerende og undervisere på alle retningerne kommer til at bruge de nye lokaler i tilbygningen. Samtidig flytter vi dele af administrationen til de nye faciliteter og indretter de tidligere lokaler til forskellige formål for de studerende, siger rektor Jens Oddershede. Tilbygningen er opført af NCC i forlængelse af de oprindelige bygninger og rummer to undervisningslokaler, otte grupperum og et auditorium. Projektet er tegnet af C. F. Møllers Tegnestue, som har holdt byggeriet i ét plan bortset fra auditoriet, der har dobbelt højde. Auditoriet har plads til 150, og udover undervisning vil det også blive brugt til konferencer og forskellige kulturelle tilbud, som ikke nødvendigvis er arrangeret af Syddansk Universitet. Plads til besættelsestidenUdvidelsen af Syddansk Universitet i Esbjerg omfatter i alt 2.700 kvadratmeter og har kostet 27 millioner kroner. Tilbygningen er indrettet med flytbare skillevægge mellem kontorer og undervisningslokaler, så de bliver mere fleksible. I forbindelse med tilbygningen er den selvejende institution Historisk Samling for Besættelsestiden flyttet ind på Syddansk Universitet i Esbjerg, hvor der er etableret undervisningslokaler, læsesal, kontor og et kældermagasin til samlingen. Den enestående og omfattende samling af modstandsblade og arkivmateriale har tidligere haft hjemme på loftetagen over Byhistorisk Arkiv i Esbjerg. Nu har samlingen i stedet fået permanent ophold på cirka 350 kvadratmeter i tilbygningen til universitet. Den del af byggeriet er finansieret af Esbjerg Fonden, som har doneret cirka tre millioner kroner.