Opskrift: Det skal du bruge til en færgehavn
Denne uge afleverer NCC et nyt færgeleje til Scandlines i Gedser. De enorme mængder byggematerialer, der er blevet brugt, kan være svære at forholde sig til, så her er lidt hjælp.
Du starter med en byggegrund på 100.000 kvadratmeter, svarende til lidt mere end 14 fodboldbaner. Så har du god plads til tilkørselsanlægget, hvorfra bilerne kører på og af færgen, det fylder nemlig i sig selv 60.000 asfalterede kvadratmeter. De 16 opmarchbaner skal dækkes af 24.000 tons asfalt, eller hvad der svarer til ca. 250 fuldvoksne blåhvaler.
Det er vigtigt, at fundamentet er solidt. Derfor banker du 3,7 kilometer betonpæle ned i undergrunden. Lægger du dem på række, vil de nå lige så langt som 315 skolebusser stillet op efter hinanden.
For at holde jord og hav adskilt skal du lave et solidt bolværk af forskellige slags jernplader, der også hamres hårdt ned i undergrunden. I alt skal du bruge 600 tons plader, svarende til vægten af omkring 150 cirkuselefanter.
Der skal naturligvis også graves en del, når man anlægger en færgehavn. Først graver du 20.000 kubikmeter havbund væk i havnen, og derefter flytter du yderligere 25.000 kubikmeter jord fra det kommende havneanlæg og udlægger 11.000 kubikmeter stabilgrus. Alt i alt skal du flytte 56.000 kubikmeter. Det kan lige nøjagtigt ligge i 2.400 lastvognstog.
Det er vigtigt, at der etableres et godt dræn på området, så du lægger 3,2 kilometer afvanding og yderligere 40 kilometer trækrør til elkabler til forskellige elektriske installationer. Løber du lige en tur og ser dem efter, har du faktisk gennemført en maraton.
Pynt det hele med 2.300 kubikmeter armeret konstruktionsbeton, 5 kilometer kantsten og 600 meter jernbanespor, og så er din færgehavn klar!
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Jesper Andersen, pressekonsulent, NCC Construction A/S, telefon 41 70 44 91
NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing.
I 2011 havde NCC i Danmark en omsætning på knapt 6 mia. SEK og cirka 2 200 ansatte. NCC Construction Danmark bygger boliger, kontor, veje, anlæg og øvrig infrastruktur i Danmark.
Tags: