• news.cision.com/
  • NCC/
  • Pandahuset i Zoologisk Have begynder at tage form – NCC arbejder på at gøre tegningerne fra tegnestuen BIG til virkelighed

Pandahuset i Zoologisk Have begynder at tage form – NCC arbejder på at gøre tegningerne fra tegnestuen BIG til virkelighed

Report this content
Læse original

Nu er der mindre end et år til, at byggeriet af det nye pandahus i ZOO skal stå klar til at tage imod de to nye beboere. Der er er god fremdrift i byggeriet, hvor det gamle elefanthus engang stod, og man kan nu se, at bygningen begynder at tage form efter det kinesiske yin og yang tegn, som tegnestuen BIG har ladet sig inspirere af

Midt i ZOO er NCC i fuld gang med at bygge det hjem, der til næste forår skal tage imod sine beboere, to store pandabjørne fra Kina. Det er en byggeplads ud over det sædvanlige, hvor naboerne er søløver, tapirer, papegøjer og pingviner, der står i flok og følger nysgerrigt med i byggeriet.

Det nye anlæg er tegnet af Bjarke Ingels’ tegnestue BIG, og NCC står for udførelsen af hele entreprisen med undtagelse af teknik og landskab. Der skal opføres i alt 1.173 m2, fordelt på et stort stueplan med stalde, teknikrum, butik og restaurant med køkken og mødelokale. Godt 200 m2 er et kælderplan med teknikrum og vandbehandlingsanlæg.

”Alt er skævt og buet”

Tegnestuen BIG er blandt andet kendt for bæredygtig arkitektur og skæve, anderledes idéer, og de ting kendetegner også det store pandaanlæg, som indeholder nogle meget komplekse betonkonstruktioner med dobbelte krumme dæk og buede glasfacader. Byggeriet er nu så langt, at man kan fornemme de runde former af det yin og yang tegn, som BIG har brugt som inspiration i deres design.

”Pandahuset, som Bjarke Ingels’ tegnestue BIG har tegnet, er spændende at bygge, for det er et hus uden lige linjer. Alt er buet og skævt. Men vi har et fantastisk samarbejde med dem,” fortæller projektchef Ib Morgenstjerne. ”Det er et interessant projekt at arbejde på, fordi det er en teknisk udfordring, fordi en byggeplads midt i ZOO selvfølgelig er en helt særlig oplevelse, og endelig fordi det er et byggeri, som så mange mennesker følger med i, fordi de glæder sig til at få lov til at se kæmpepandaerne på nært hold.”

Mange af gæsterne kommer forbi byggepladsen og benytter muligheden for at kigge i hullet i hegnet på byggepladsen, og de kan godt se, at der stadig er et stykke vej til det færdige pandahus. Men selv om der ikke er flyttet pandaer ind, er det ikke noget kedeligt sted.

”Det er en sjov byggeplads. Vi arbejder med pingviner som tilskuere og med udsigt til kænguruer og elefanter og med ulve som nogle af de nærmeste naboer. Vi har oplevet, hvordan man skal være opmærksom på en lidt anden måde end på en byggeplads i et almindeligt boligområde. Vi havde stillet byggepladshegnet op mod elefanterne, og det lykkedes dem at række ud med snablerne og få fat i det og rykke det ned. Det er utroligt, hvor langt de kan nå,” fortæller Allan Lavrsen, områdedirektør i NCC Building.

Byggeriet forløber planmæssigt, så huset skal nok stå klar, når Mao Sun og He Xing, som de to pandaer hedder, kommer til København fra Chengdu i Kina i april næste år.

På Zoologisk Haves hjemmeside www.zoo.dk/panda kan man læse mere om pandaerne, det nye anlæg og følge byggeriet live.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Louise Enghave, Kommunikationspartner, telefon 60 13 63 23

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,5 mia. kr. og 17.800 medarbejdere i 2017. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure.

Abonner

Multimedia

Multimedia