Pop-up akademi skydes i gang af pioner i cirkulær økonomi
Det internationale ikon, Guido Braam, skyder et intensivt vinterakademi i gang og skal undervise studerende og nyuddannede i cirkulær økonomi.
“We are the people we have been waiting for”. Med det motto skyder den internationale ikon Guido Braam fra Circle Economy i Holland årets Vinterakademi om cirkulær økonomi i gang. Det sker med et kick-off arrangement i Dome of Visions i København på torsdag den 25. februar.
Vinterakademiet bygger på et partnerskab mellem NCC, Danmarks grønne tænketank CONCITO og Center for Bygningsbevaring og varer i seks dage. Programmet byder på oplæg, debat og casecompetition for de mere end 30 deltagere.
Guido Braam skal være med til klæde studerende og nyuddannede på til at forstå cirkulær økonomi i byggeriet. Det skal give dem mulighed for at se potentialet i cirkulær økonomi og selv arbejde med ideer til hvordan byggebranchen kan reducere sit ressourceforbrug. Byggebranchen skal nemlig tænke produktion og materialer på nye måder. Der skal produceres mindre affald, og flere materialer og bygninger skal genanvendes i en cirkulær værdikæde, så mindst muligt går til spilde.
Og det er nødvendigt. Klodens ressourcer er under stigende pres, og bygge- og anlægsbranchen er ansvarlig for en stor belastning på miljøet. I dag producerer branchen 30-40 procent af alt affald i Danmark, og 40 procent af den energi, som samfundet bruger, er forbundet med de bygninger, vi lever og arbejder i.
Guido Braam er stærk fortaler for social entreprenørskab. Med det mener han muligheden for at skabe vækst og samtidig løse samfundsmæssige problemer, der af forskellige årsager ellers ikke tages hånd om politisk.
Formålet med at holde et Vinterakademi om cirkulær økonomi er at tilføre næste generation af professionelle i byggebranchen kompetence og viden omkring grøn adfærd og praksis.
Vinterakademiet finder sted i uge 10 fra den 7.-11. marts 2016 i Bygningskulturens Hus i København. Det første Vinterakademi blev holdt i marts 2015 med unge talenter fra 20 studieretninger fra bl.a. KU, RUC, DTU, KADK og CBS.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Kommunikations- & Marketingchef Ghita Borring, NCC Danmark A/S, telefon 41 70 44 40
OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 49,8 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2015. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.
NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing. I 2015 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,9 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte.