Rejsegilde for Skejbys nye hotel
Tæt ved Skejby Universitetshospital opfører NCC 3.200 kvadratmeter hotel for PensionDanmark. Forleden var der rejsegilde, hvor det gode håndværk var i centrum.
Det nye hotel forventes at stå færdigt i maj 2019 og får 100 værelser samt lounge, receptionsbar og fitnesslokale; det hele indrettet med fokus på at kunne tilbyde gedigen kvalitet til gode priser.
”Vi glæder os meget til at byde vores gæster velkommen i nyindrettede omgivelser i Skejby. Vi forventer, at nærheden til det nye universitetshospital samt områdets mange virksomheder vil være med til at sikre hotellets position som oplagt overnatningsmulighed for både erhvervsfolk og privatpersoner,” fortæller Peter Haaber, CEO, Zleep Hotels.
Bæredygtighed til guldmedalje
Hotellet bæredygtighedscertificeres efter DGNB-standarden, og målet er en guldkarakter. Det betyder, at ejendommen lever op til høje krav for miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed og får et lavt energiforbrug og et godt indeklima.
”Bygningen bæredygtighedscertificeres og flugter dermed med PensionDanmarks værdiprogram for ejendomme med meget høje krav til miljørigtige kvalitetsmaterialer, indeklima og energibesparelser til gavn for lejeren og klimaet i bred forstand. Vi ser frem til at bygningen bidrager til at sikre medlemmerne gode, stabile afkast i en årrække,” siger direktør Marius Møller, PensionDanmark Ejendomme.
Et område i udvikling
Skejby har over de seneste ti år gennemgået en kolossal udvikling og fremstår i dag som et af Aarhus’ mest attraktive erhvervsområder med kort afstand til centrum, tæt på motorvejsnettet og med blot få hundrede meter til den nye Letbane.
NCC har i samme periode udviklet og opført mere end 55.000 kvadratmeter erhvervsejendom i området; herunder Alfa Company House, som er nabo til det nye hotel. Kontorejendommen står klar til indflytning i marts 2019 og tilbyder fleksible lejemål i smukke omgivelser. 40 % af ejendommen er allerede udlejet.
”Hos NCC Property Development opfører vi ikke blot erhvervsejendomme – vi arbejder også aktivt med at udvikle erhvervsområder, som mennesker kan trives i og hvor virksomheder har de bedste rammer for at drive deres forretning. Jeg er overbevist om, at det nye Zleep Hotel vil være et aktiv for hele Skejby Erhvervspark,” siger Ole Faurby, adm. direktør, NCC Property Development.
NCC har som mål at minimere miljøpåvirkningen og skabe værdi for såvel kunder som samfundet. Med bæredygtighedscertificerede bygninger, attraktive arbejdspladser og inkluderende bymiljøer er opførelsen af det nye hotel i Skejby en vigtig del af at nå en langsigtet ambition om at bidrage med en positiv effekt på miljøet.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Louise Enghave, Kommunikationspartner, NCC Property Development, telefon 60 13 63 23
OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,5 mia. kr. og 17.800 medarbejdere i 2017. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure.