Rejsegilde på nyt domicil til Bravida
NCC er nu så langt med byggeriet af et nyt domicil til Bravida Danmark, at der fredag den 14. maj klokken 14 holdes rejsegilde på det markante byggeri ved indfaldsvejen Viborgvej ved Århus. "Opførelsen af råhuset til det nye domicil er planmæssigt afsluttet, og vi er nu i gang med installationer, montering af glaspartier og færdiggørelse af de murede facader", siger projektchef Bo Lagerberg, NCC. Byggeriet holder den stramme tidsplan og skal være færdigt til september, hvor Bravida Danmark flytter ind i de nye lokaler til administration, værkested og lager. "Efter fusionen af Semco Danmark og Bravida sidste år har vi ønsket at samle vores tre afdelinger i Århus i et nyt domicil for at skabe en samlet og endnu mere dynamisk organisation", siger afdelingsdirektør Ole Nielsen, Bravida Danmark. Bravida Danmark leverer tekniske totalløsninger inden for blandt andet VVS, el, alarm og ventilation, og virksomheden udfører selv installationerne i det nye domicil, som dermed bliver et udstillingsvindue for virksomhedens kompetencer inden for intelligente bygningsinstallationer. Med placering ved et af Jyllands store trafikkundepunkter får virksomheden gode til- og frakørselsforhold til både Århus midtby og motorvejen. Domicilet kommer til at fremstå meget markant og synligt fra den travle Viborgvej, da grunden ligger et par meter højere end vejen. Det fynske ejendomsselskab Kristensen & Holmsberg overtager domicilet, når det står færdigt til september. Bravida Danmark lejer sig ind i bygningen, som virksomheden selv har opstillet kravene til. Projektet har været i udbud blandt tre entreprenører, og forslaget fra NCC blev valgt efter en vurdering af økonomi, funktionalitet og placering. Attraktiv placering ved ÅrhusDet nye domicil bestå af tre bygninger i to plan, som rummer henholdsvis foyer, administration og værksted/lager. De tre funktioner bindes sammen af en massiv teglvæg og fremstår som én samlet bygning. "Foyeren bliver samlings- og fordelingspunkt for husets forskellige funktioner, og det er her, gæster bydes velkommen til virksomheden. Det lyse og venlige rum er åbent i dobbelt højde og giver adgang til mødelokaler og administrationen samt lager- og værkstedsfaciliteterne, siger Bo Lagerberg, NCC. Administrationen har facade ud mod Viborgvej og er præget af horisontale vinduesbånd og et stort vinduesparti. Bag administrationen ligger værkstedsbygningen, som også rummer værkstedskontorer, kantine og omklædningsrum. Fakta omNyt domicil til Bravida Danmark A/S Beliggenhed:True Møllevej 7, 8381 Tilst Kunde:Bravida Danmark A/SProjektudvikling:NCC Property Development A/STotalentreprenør:NCC Construction Danmark A/SArkitekter:Aarhus Arkitekterne Samlet byggeri:2.700 kvadratmeterHeraf administration:1.250 kvadratmeterVærksted/lager:1.450 kvadratmeterByggeperiode: April 2004 til september 2004