Renovering af Falkoner Centret er halvvejs

Report this content
Læse original

Sammen med bygherren ATP Ejendomme og den kommende lejer, Scandic Hotels, kunne NCC forleden holde rejsegilde og fejre, at renovering og udvidelse af Falkoner Centret er nået halvvejs. Om et år skal bygningen stå klar til brug

På en udfordrende byggeplads midt i byen, der kræver hensyn til naboer, trafikanter og ikke mindst bygningens lejere, er byggeriet nået frem til den milepæl, der hedder rejsegilde. Den 12. juni kunne håndværkerne lægge værktøjet fra sig og sammen med bygherren ATP Ejendomme og den kommende lejer, Scandic Hotels, kunne glæde sig over, at projektet skrider planmæssigt fremad, så de kan byde de første gæster velkommen om et års tid.

Godt og tæt samarbejde motiverer

”Der er stor forskel på et nyt byggeprojekt og et renoveringsprojekt som Falkoner Centret, og der vil ofte dukke uventede udfordringer op undervejs i byggeriet, ikke mindst når projektet er så stort og kompleks som det er her,” siger senior projektchef fra NCC, Casper Kasting.

Forberedelserne til projektet var grundige, og bygherren inviterede til en dialog allerede forud for udbudsrunden, som NCC endte med at vinde, og samarbejdet har været tæt fra projektets begyndelse. 

"Sammen med NCC og Arkitema, har vi lavet en rigtig god samarbejdsmodel, hvis hjørnesten er et fælles projektkontor, der tæller omkring 50-60 funktionærer fra NCC, NCC Engineering, arkitekterne Arkitema og Lendager Group, os selv og vores bygherrerådgivere fra NIRAS. Og det er noget af det, der er helt unikt ved byggeriet af Falkoner Centret. Det er meget motiverende at opleve det fælles engagement og lysten til at drive projektet succesfuldt fremad fra alle parter," fortæller projektchef fra ATP Ejendomme, Mette Munkedal Tange.

Falkoner Centret kommer stærkt tilbage

Når renoveringen af Falkoner Centret slutter om et års tid, står Scandic Hotels klar til at åbne et konferencecenter og hotel med 334 værelser mod de oprindelige 166. Der vil være både café og restaurant, og bygningen får en mere åben og inviterende facade mod Falkoner Allé. Som direktør for Scandic Hotels, Tonny Poulsen, sagde i sin tale ved rejsegildet, glæder de sig til at åbne huset for alle, både lokale og hotelgæster, sikkert mere end bygherren, som også har store forventninger til bygningen.

"ATP Ejendomme har naturligvis fokus på, at projektet er en god investering rent økonomisk, så vi kan få et godt afkast i mange år. Men ud over at se på afkastet, når vi udvikler en ejendom som denne, så har vi en klar holdning til, vi også skal give tilbage til byen og nærområdet”, siger Mette Munkedal Tange.

Fokus på bæredygtighed

”NCC har store ambitioner, når det handler om renovering. Virksomheden vil gerne arbejde endnu mere med renoveringsopgaver og fokusere mere på bæredygtige løsninger. Med baggrund i NCC’s vision om at forny branchen og levere ekstraordinære, bæredygtige løsninger, går NCC nye veje for at nedbringe bygningens energiforbrug og forbedre indeklimaet”, siger Dennis Nielsen, direktør for Renovering, NCC Danmark.

Et vigtigt element i arbejdet med bæredygtighed er de store plader af rustfrit stål, som i mange år har beklædt facaden på Falkoner Centret. Og sådan bliver det ved med at være. Pladerne tages ned, så de kan blive renset og lakeret og atter komme tilbage på centrets facade.

Falkoner Centret åbner igen i sommeren 2019, og indtil da kan du følge renoveringen på www.nyfalkoner.dk 

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,5 mia. kr. og 17.800 medarbejdere i 2017. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure.

Abonner

Multimedia

Multimedia