SiD-huset fuldendes med en fjerde etage

Report this content

  Når fundamentet er i orden, kan næsten alt lade sig gøre. Det er NCC Construction Danmark A/S’ opførelse af en fjerde etage på det kun tre år gamle SiD-hus i Rymarken i Århus et godt eksempel på. - Oprindeligt skulle huset opføres i fire etager, men en lejer, der var inde i billedet, sprang fra, og så turde vi ikke bygge for mere, end vi havde budgetteret, fortæller kontorbestyrer Lars Yderholm, SiD Århus. Derfor blev SiD-Huset dengang kun opført i tre plan, til ærgrelse for arkitekterne 3XNielsen A/S, der netop havde tilstræbt harmoni med nabohuset, hvor NCC har kontor. - Bygningerne matcher allerede hinanden i materialeudtryk og farve, og begge vil syne mere helstøbte og formfuldendte, når SID-huset får den form, det var tiltænkt fra starten, forklarer arkitekt Rasmus Holm, arkitektfirmaet 3XNielsen A/S. Plads til fagligt fællesskabDen århusianske afdeling af Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD), som i 25 år haft kontorer i en tidligere fabriksbygning i Grønnegade, overtager størstedelen af SiD-husets nye fjerde etage på 600 kvadratmeter. - Vi har længe ønsket at indgå i et ”bofællesskab” med én af vore store samarbejdspartnere. Vi vil gerne have flere kolleger, og den fysiske nærhed vil lette samarbejdet med SiD i det daglige, forklarer formand for KAD i Aarhus, Yvonne Christensen. Den nye etage indrettes med kontorer til KAD’s 17 ansatte samt møde- og undervisningslokaler til brug for begge fagforbund. - Vi samarbejder i forvejen om kurser for blandt andet tillidsfolk og ledige medlemmer, og det bliver nemmere når vi bor sammen, tilføjer Yvonne Christensen. Korthus-konstruktionSiD-husets fjerde etage står klar til brug den 1. december. Den markante bygning vil da være endnu mere synlig fra den stærkt trafikerede Åby Ringvej. Facaden på SiD-huset består af etagehøje, sorte indfarvede betonelementer i forskellige bredder, monteret oven på hinanden i et afvekslende mønster, kun afbrudt af tilsvarende etagehøje vinduer i aluminiumsrammer. Den markante, nærmest korthusagtige konstruktion, giver liv og spil i facaden døgnet rundt.  

Abonner

Dokumenter og links