Sjællandsbroen skal renoveres

Report this content

Fra medio april frem til september foretager NCC Construction en omfattende renovering af broen fra 1959, der forbinder Kongens Enghave i København med Amager.

NCC har vundet renoveringskontrakten i hovedentreprise fra Københavns Kommune til en samlet sum på ca. 16 millioner kroner. Der er tale om en omfattende renovering af både vejbelægningen og broens bærende struktur, der skal garantere at broen fortsat er sikker.

”Vi graver den gamle belægning af, og et stykke nede i broen støber vi en plade af beton, der skal beskytte broen mod blandt andet fugt. Bagefter etablerer vi vejkassen oven på pladen igen med helt ny vejbelægning,” forklarer projektleder Ronnie Frederiksen fra NCC.

Arbejdet skal laves sektionsvis, så det stadig er muligt for trafikken at passere broen i hele renoveringsperioden. Derfor tager arbejdet ca. fem måneder.

Kontrakten indeholder også renovering af Sjællandsbroens betonpiller og underside – et arbejde NCC sandsynligvis skal lave fra pramme på vandet.

”Det bliver lidt anderledes, men vi har en bred erfaring at trække på, så det skal nok gå,” fortæller Ronnie Frederiksen, der tidligere har ledet NCC’s broprojekter blandt andet på de danske motorveje.

”Vi ved godt, at København i forvejen er hårdt plaget af mange vejarbejder, så når vi nu går i gang med dette arbejde er det fordi, Sjællandsbroen er i meget dårlig stand, og vi ikke kan vente længere. Alternativet ville være, at broen ikke er sikker. Nu har vi en mulighed for at få arbejdet udført på en struktureret måde, der sikrer den bedst mulige fremkommelighed for trafikanterne, mens broen bliver sat i stand,” siger områdechef Ivan Partov fra Københavns Kommune.

Under arbejdets er det nødvendigt at gøre vejbanerne smallere og sætte hastighedsbegrænsningen ned til 50 km/timen.

”Med mellem 45.700 og 51.200 passerende biler i døgnet bliver det naturligvis en udfordring, men vi håber, at bilisterne kan forstå nødvendigheden af vores arbejde og også vil vise hensyn over for vores folk, der går derude, og tage foden lidt af speederen,” siger Ronnie Frederiksen.

Så længe arbejdet er i gang på Sjællandsbroen, kan man følge dets udvikling på Vejdirektoratets tjeneste på www.trafikken.dk.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Jesper Andersen, pressekonsulent, NCC Construction A/S, telefon 41 70 44 91

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing.
I 2011 havde NCC i Danmark en omsætning på knapt 6 mia. SEK og cirka 2 200 ansatte. NCC Construction Danmark bygger boliger, kontor, veje, anlæg og øvrig infrastruktur i Danmark.

Tags:

Abonner

Multimedia

Multimedia

Dokumenter og links