Skolebørn giver politikerne inspiration til COP21

Report this content
Læse original

På en helt almindelig folkeskole har eleverne taget stilling til deres CO2-udledning og nedbragt den med hele 29 %. Derfor var klimatop-mødet, COP21, for nylig i fokus på skolen for at give læringen videre til politikerne og bringe de højtsvævende politiske mål i øjenhøjde.

COP21 og den politiske kamp mod de globale klimaforandringer står for døren. Der er meget på spil, og ambitionerne og forventningerne er høje. Men COP21 kan virke langt fra vores hverdag og svært at forholde sig til. Det er dog ikke tilfældet på Dronninggårdskolen i Rudersdal Kommune.

Her har eleverne nemlig, ligesom alle andre skoleelever i Rudersdal Kommune, haft energirigtig adfærd på skoleskemaet siden 2012. Skolerne har formået at ændre adfærd, tilsammen spare 6,1 mio. kr. og nedbringe deres CO2-udslip med 27 %. Og for Dronninggårdskolen er der tale om hele 29 %. Derfor var COP21 i fokus på skolen, da et science-hold bragte de store klimamål ind i deres hverdag. Her gav eleverne gode råd til politikerne og stof til eftertanke:

”Hvis vi alle sammen gør en forskel, så betyder det noget.  Men hvis folk er ligeglade, så er det svært at ændre noget. Tænk, hvis alle gjorde, som vi har gjort, så ville det virkelig betyde noget i en større sammenhæng,” fortæller Mathilde Sofie Kamstrup Vangedal fra 8. klasse på Dronninggårdskolen.

Det drejer sig om adfærd
Michael Edsberg, senior fagentreprisechef fra entreprenøren NCC, der sammen med Rudersdal Kommune står bag energi-projektet på skolerne i Rudersdal, fortæller:

”Vores adfærd har afgørende betydning for energiforbruget. Vi kan nå rigtig langt, hvis vi sparer på den energi, vi alligevel ikke bruger - som f.eks. at slukke lyset efter sig eller tage sin mobiloplader ud af stikket efter brug. Det drejer sig om adfærd, og om hvordan vi påvirker hinanden. Hvis vi allerede fra 1. klasse lærer vores børn energirigtig adfærd, så tager de det med hjem og videre med ud i livet, og det vil komme hele samfundet til gode.”

Et partnerskab ud over det sædvanlige
De store besparelser på skolerne i Rudersdal Kommune stammer fra ESCO-projektet ”Den bæredygtige Skole”, som entreprenøren NCC og Rudersdal Kommune står bag. Det 5-årige projekt startede i 2012 og har som mål at nedsætte forbruget af vand, el og varme på kommunens skoler.

Projektet i Rudersdal er dog ikke et normalt ESCO-projekt. Her skal besparelserne som noget ganske særligt komme fra både energirenoveringer og adfærdsændringer. Derfor er energirigtig adfærd blevet en del af undervisningen på i Rudersdal Kommune. Eleverne har lært at skrue ned for varmen, når de åbner et vindue, slukke lyset efter sig, melde dryppende vandhaner osv.

Skoleelevernes råd til politikerne
Eleverne fra Dronninggårdskolen har også et par gode råd oppe i ærmet til de politikere, der skal deltage på COP21:

  • ”De har større mulighed for at ændre på de store ting, som vi ikke kan styre, men som er vigtige. Det skal de gøre – vi skal alle sammen gøre noget.”

  • ”De skal komme med en idé til, hvordan vi alle sammen kan blive bedre til at spare på den energi, der alligevel er spildt.”

  • ”Og så burde de lave en konkurrence blandt sig selv, som går ud på, at de skal arbejde sammen og blive enige om et fælles mål. I stedet for at de hver især vil have ret.”

  • ”Der bør være regler for, hvor meget CO2 en bil må udlede, så de ikke bare oser ud over det hele.”


Fakta:
ESCO er en forkortelse for ”Energy Service Company” og bruges ofte som betegnelse for projekter, hvor energirenovering af bygninger finansieres gennem de besparelser, der opnås på forbruget.

VELUX fonden sponsorerer projektet med 5 mio. kr. til yderligere forædling af adfærdsdelen.

Besparelserne fra projektet viser, at der er stort potentiale i at kombinere tekniske renoveringer og energirigtig adfærd.

Skolernes samlede resultat Energibesparelse  Løbende økonomisk besparelse siden 2012 (ved energibesparelsen) Løbende besparelse i ton CO2 siden 2012
2014 27 % 6,1 million kr. 969

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Kommunikations- & Marketingchef Ghita Borring, NCC Construction Danmark A/S, telefon 41 70 44 40
Anette Schjødt Thorsen, projektleder, Rudersdal Kommune, telefon 72 68 44 17   

 

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 45,5 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2014. NCC-aktien er noteret på NASDAQ OMX Stockholm.

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing. I 2014 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,2 mia. DKK og cirka 2.100 ansatte.

Tags: