Spændende byggeri i baggård tager form

Report this content

  Siden starten af august har der været heftig trafik på Vestre Kirkegaard i Aalborg. En meget lille portåbning ind til den baggård på Vesterbro, hvor NCC Construction Danmark A/S opfører 28 boliger på vegne af PKA betød, at al beton til fundament samt elementer til sider og tag skulle fragtes ind på byggepladsen via nabogrunden, Vestre Kirkegaard. - Til fundamentet er der er brugt 415 ton flydende beton. Det svarer til cirka 30 læs beton, som er pumpet over kirkegårdsmuren. Heldigvis har de vanskelige adgangsforhold ikke skabt problemer - blot fordret endnu bedre planlægning end ellers, fortæller Frank Bo Lassen, projektchef for NCC. Bygningen opføres i tre plan. Alle 28 boliger er på 90 kvadratmeter og har altan mod både øst og vest. Byggeriet er nu så fremskredet, at huset har fået sin endelige form, og det fejres med et rejsegilde den 9. oktober klokken 14.00 på adressen Vesterbro 21 F. Repræsentanter for bygherren PKA og NCC taler ved denne lejlighed. Eksemplarisk byggeri - Byggeriet går rigtig godt. Både tidsplanen og budgettet overholdes, fortæller Frank Bo Lassen. Det er ved byggeriet på Vesterbro lykkedes at koordinere nedgravningen af alle fordelingsledninger til fjernvarme, vand, el, kloak, telefon- og antennekabler, og det er en stor fordel. - Det betyder, at vi i løbet af oktober kan gå i gang med den udvendige flisebelægning, som dermed kan være færdig, inden der kommer frost i jorden, forklarer Frank Bo Lassen. Netop fordi fordelingsledningerne er i jorden, sker udtørringen af bygningen med det blivende varmeanlæg. - Det er både billigere for bygherren og bedre for miljøet, men ofte ikke muligt, fordi fjernvarmen installeres på et senere tidspunkt end her, tilføjer Frank Bo Lassen. Midt i november går arbejdet med de indvendige installationer i gang. Facadebeklædningen, der er en let, sortlakeret fibercementplade, monteres i løbet af november og december. De 28 boliger er klar til indflytning i marts 2004.

Abonner